Den årlige Woody Allen-film tager denne gang form af en romantisk komedie, der gradvist bevæger sig over i det absurde. Håndværket sidder der, men sjælen mangler.

Det er ikke nyt at personerne i en Woody Allen-film er selvopslugte. Hvorfor dette nogle gange er elskværdigt, mens det andre gange er irriterende, er lidt af et mysterium. Men det står klart, at det mest er irriterende i ’Irrational Man’, hvor den unge studerende Jill (Emma Stone) forelsker sig i sin selvdestruktive og alkoholiserede filosofiprofessor Abe (Joaquin Phoenix). Det irriterende ligger primært i Jills forelskelse, da Abe er en så åbenlyst ynkelig og egoistisk person, at hendes forelskelse er svær at relatere til. Dermed bliver filmens følelsesmæssige kerne uinspirerende og man overlades til at blive underholdt af de overraskelser, som er hægtet på filmen – Det bliver man så til gengæld også, skulle jeg hilse og sige.

”Much of philosophy is verbal masturbation”
Sådan siger Abe Lucas i sin første lektion på universitetet Braylon. Hans skævhed er hvad der bærer ’Irrational Man’ og til tider gør den temmelig underholdende. Der er noget tragikomisk over ham, som Joaquin Phoenix visse steder excellerer i at formidle. Men han bliver til gengæld heller aldrig en hovedperson, der ligger én nært. Ironisk nok kan hans bemærkning om det meste filosofi passende overføres til den voiceover, der hyppigt optræder i filmen af både Abe og Jill. Voiceoveren virker overflødig, og synes som de to hovedpersoners undskyldning for at høre deres egne stemmer og, i deres optik, spændende tanker.

Glat professionalisme
For 34. år i træk holder instruktør Woody Allen fast i at udgive mindst én film om året. Kvaliteten er dog aldrig garanteret på trods af Allens enorme erfaring, og hans mulighed for at vælge de ypperste samarbejdspartnere i filmverdenen. Eller jo, faktisk er kvaliteten på et vist plan garanteret: Filmene hænger altid sammen på et håndværksmæssigt plan både teknisk og fortælleteknisk. Det er rettere filmens sjæl, der nogle gange ikke er til at finde. Det medførte, for mit vedkommende, den underlige følelse af lige pludselig at se Emma Stone og Joaquin Phoenix lire replikker af i stedet for at se Abe og Jill i en ophedet samtale. Dette forstærkede følelsen af at være vidne til en håndværksøvelse, der fungerer som optakt til den næste medrivende Woody Allen-film.

’Irrational Man’ er en udemærket film at have kørende, mens man har ferie og sidder og laver noget andet, men den er ikke værd at give sin fulde opmærksomhed. 2015 er dermed ikke et af de store Woody Allen-år.