En skræmmefattig omgang klovneri, der bliver reddet af enkelte gode momenter og skuespilspræstationer, er desværre slutresultatet af årets mest hypede horrorfilm.

Stephen King har i nu over 30 år leveret kildemateriale til diverse spillefilm og tv-serier. Når det har været godt, så har det været exceptionelt – ’Carrie’ og ’Stand by Me’ for eksempel. Når det har været skidt, så har stanken været forfærdelig grum (’Dreamcatcher’, føj!).

Børn er ofte i fokus. Deres uskyld og naivitet står i kontrast til de voksne med alle deres problemer og latente ondskab. Overgangen fra barn til voksen bliver i et King-univers en tand mere farefuldt og vederstyggeligt. Uhyggen lurer lige under overfladen, og når den stikker sit grimme hoved frem, bliver det brutalt.

I den lille by Derry, Maine, er flere børn forsvundet. Det startede med Bills (Jaeden Lieberher) lillebror, Georgie forrige år. Ingen ved hvor de bliver af, de forsvinder bare. En flok ”tabere” går sammen og finder langsomt ud af, at det ikke er nogen, der får børnene til at forsvinde, det er noget. Noget der ynder at tage form som klovnen Pennywise (Bill Skarsgård).

Husk uhyggen, for helvede!
Kigger man på listen af folk, der arbejder på den her film, så ser det sgu godt ud. Dygtige børneskuespillere, en habil instruktør og Park Chan-Wooks fotograf. Så hvordan kan gå så galt, at man laver en horrorfilm, der ikke er uhyggelig?

Det er hovedrystende irriterende. Man har en dæmonisk identitet, hvis yndlingsform er en makaber klovn med et forbandet creepy smil. Hvorfor helvede vælger man så at smide en masse CGI oven på ham det meste af tiden?

Skarsgård er trods alt en stor kleppert på 1.92. Man havde blot behøvet at iklæde ham kostumet og så lade ham stå og tårne over børnene, mens ham smiler og prikker til deres frygt. Simpelt men effektivt og det er også der, han virker uhyggeligst. Åbningsscenen, hvor han taler med Georgie, er vidunderligt ubehagelig. Den let savlende klovn virker her som et rovdyr, der har fået isoleret sit bytte og bare venter på at slå til.

Skulle man så være i tvivl, om man skal være bange, så er der rigeligt med musik til at fortælle en det. Meget høj bombastisk musik siger, at NU sker der noget uhyggeligt og NU sker der noget uhyggeligt. Det er respektløst og idiotisk at stopfodre de uhyggelige scener med underlægningsmusik.

Det gælder for den sags skyld også brugen af 80’er musik. Vi er i 80’erne, det har vi forstået, der er ingen grund til at hamre det igennem med jukeboksen konstant.

Lad dog stilheden kreere ubehaget. Få ting kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, som stilhed på film.

Dramaet ved siden af
Ser man bort fra, at horrorfilmen ikke byder på nogle nævneværdige gys, så er der faktisk en god historie – nemlig børnenes.

Især er pigen Beverlys (Sophia Lillis) historie værd at fremhæve. Ganske som de andre i Taberklubben, så er hun socialt på bunden. Rygterne går lystigt om, at hun er billig og med på den værste. Det er hun dog ikke.

Hun er en egentlig bare en almindelig, men attraktiv, teenager. Desværre er det også noget de voksne mænd ser. Det bliver mere end kraftigt antydet, at hendes far udnytter hende seksuelt. Hun klipper endda sit hår efter, at han har rørt en lok, og under et besøg hos den lokale apoteker kigger selvsamme apoteker så lystent på hende, at man sidder og vrider sig i sædet af ubehag. Lillis er for undertegnede det funklende lys i denne lidt halvgrå omgang.

Jeg havde set frem til den her hele sommeren og ville ønske, at den var god. Det kunne, og burde, have været så godt. Så mange gode enkelte dele, men sat sammen er resultatet irriterende undervældende. Dramaet og skuespillet er der, ubehaget titter glimtvis frem, men uhyggen fejler… det bliver aldrig rigtig farligt og vi kommer ikke til at svæve.