Når din fjende er uvished, så har paranoia de bedste levebetingelser i dette post-apokalyptiske mareridt. Frygtindgydende og fængende kommer den snigende som en tyv i natten.

Skoven har altid været populær i horror. Den er stor, dunkel og fyldt med gemmesteder, hvor faren kan lure lige bag det næste træ. Noget vil komme ud af den efter dig, men du ved ikke hvornår eller hvad det er der kommer efter dig. En sådan vished og uvished er noget af det mest skræmmende der findes. Altid på vagt overfor hvad end der måtte komme.

En dødbringende og meget smitsom virus har efterladt verden i kaos. Derfor har en familie har søgt tilflugt i et hus dybt inde i en skov. Familien består af Paul (Joel Edgerton), hans kone, Sarah (Carmen Ejogo), og søn, Travis (Kelvin Harrison Jr.). De har fået indarbejdet en række rutiner, der skal holde dem sikre. Blandt andet skal man bære gasmasker, når man går udenfor og man går aldrig ud alene. Da der en nat så pludselig dukker en fremmed (Christopher Abbott) op i deres hjem, bliver den skrøbelige sikkerhed, de ellers har, splintret. Han siger, han har en kone og lille søn, samt mad som han gerne vil bytte for vand. Hvor meget kan man stole på hvad han siger? Tør man tage dem ind?

Bag den røde dør
Det er 17-årige Travis, der er hovedpersonen. Han lider af yderst livagtige mareridt. Flere af dem involverer den røde dør, der er i huset. Den er den eneste indgang og udgang i huset. Udenfor hersker kaos og usikkerhed. Indenfor gror frygten for hvad der befinder sig på den anden side af døren. Det er derfor ikke overraskende at Travis har de drømme han har.

Og med udsigten til nye mennesker bliver drømmende mere og mere skrækindjagende. For de nye mennesker er spændende. Især mandens kone Kim (Riley Keough) vækker Travis’ interesse. Men de bringer også usikkerhed med sig. Hvordan skal man opføre sig overfor nogen man kan lide, men ikke helt endnu ved om man kan stole på? Og Travis holder øje med hvad der sker i huset. Fra loftet lytter han efter hvad der sker i de forskellige rum i huset. Det er en lettere barnlig ting, men understreger også at Travis befinder i stadiet mellem barn og voksen. Og i denne verden skelnes der ikke mellem barn og voksen. Enten overlever du eller også gør du ikke.

Ingen verden for medmenneskelighed
Personerne befinder sig næsten konstant i en tilstand af frygt. Frygt gør at omsorg for andre end dig og dine ryger ud af vinduet. Og frygt hænger om filmen, som en kvælerslange der langsomt strammer grebet om sit bytte. Et af de mest intense øjeblikke er, hvor Paul har den fremmede bundet til et træ og afhører ham. Han gør ham ikke noget fysisk, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, at et forkert svar vil resultere i mandens død.

Intensiteten bliver forstærket da kameraet bevæger sig fra den ene til den anden, og rundt om, i en lang ubrudt indstilling. I det hele taget er filmen umanerligt smukt filmet. Hvad enten det er ude i den meget grønne skov, det oftest kun gaslampe oplyste hus eller Travis’ drømme så har frygt og paranoia sjældent set så smukt og dragende ud. Det er en film, der på mere én måde sniger sig ind under huden på dig og efterlader dig i larmende tavshed over hvad du lige har set.