Stilsikkert, med stor kærlighed til genren, og med et fantastisk soundtrack i ryggen leverer ‘It Follows’ mange ubehagelige gys.

Paranoiaen griber dig allerede i åbningssekvensen: En ung kvinde flygter ud af et hus. Hun er febrilsk, drejer panisk rundt om sig selv. Hun bliver jagtet. Hun løber over vejen og forbi en uforstående nabo. Men hvem eller hvad er det, der følger efter hende? Hun spæner tilbage til huset efter et sæt bilnøgler, og så ræser hun væk så hurtigt som muligt.

Næste morgen ligger hun maltrakteret på en sandstrand. Hendes sidste stunder har uden tvivl ikke været behagelige. Der er går et stykke tid, inden vi bliver helt klar over, hvad hun var på flugt fra, og det er ikke rart: En slags seksuelt overført sygdom fra helvedes inderste cirkel.

Efter anslaget møder vi Jay (Maika Monroe). En helt almindelig all-american teenagepige, der tænker på fremtid og fyre. Men efter at hun har haft sex for første gang med sin nye kæreste Hugh (Jake Weary), fortæller han hende, at han har givet en forbandelse videre til hende.

En ansigtsløs terror, der kan tage form som hendes far, hendes søster, hendes bedste ven eller en hvilken som helst fremmed. Hvad end der hjælper den til at komme tæt nok på til at slå hende ihjel. Det er en virkelig effektiv præmis. For hvordan kommer Jay i sikkerhed, når hvem som helst kan være ude efter hende?

Det er nu op til Jay for det første at overbevise sine venner om, at forbandelsen er virkelig nok, for det andet at finde ud af, hvordan hun slipper væk fra den.

Lidt langsom, men overhovedet ikke dum
Da Hugh giver forbandelsen videre til Jay fortæller han hende ”It’s really slow, but it’s not stupid.” Det er på en måde rammende for filmen.

Meget langsom er den på ingen måde, men instruktøren, David Robert Mitchell, må være helt klar over, at det mest skræmmende ikke er det, man ser på lærredet, men den psykologiske tilstand, der fremkommer, når man ikke ved, hvor farer luren. Det er det, der gør filmens præmis så god.

Men det handler også om tempoet i fortællingen. Det er godt at få publikum til nærmest at slappe af en gang i mellem, så man sænker paraderne en anelse (jeg sad bogstavelig talt med hænderne for øjnene ret meget af tiden), for så bliver effekten større, når næste chok indtræffer. Og det er ikke dumt.

Ud over en solid præmis og et spændende plot har ‘It Follows’ også et lækkert udtryk. Hvis du kan ryste ubehaget af dig i ny og næ, kan du nyde tjekkede symmetriske billedkompositioner og stemningsfyldte locations. Og så er der en kærlighed til Detroit, som jeg har svært ved at sætte en finger på. Men det hele føles meget americana, med cowboyjakker og old school-biler.

Og soundtracket i sig selv er grund nok til at indløse billet. Det er bombastisk, elektrisk og foruroligende. Og det står i skarp kontrast til det rolige forstadsmiljø, hovedpersonerne bebor, hvilket selvfølgelig gør det til et endnu mere effektivt virkemiddel.

‘It Follows’ er veludtænkt, veludført og uden alt for mange huller i logikken. Et portræt af pubertær angst og paranoia, der følger efter dig, når du forlader biografen.