Hvis du ikke har fundet julestemningen endnu, bør du se Frank Capras ’Its a Wonderful Life’. Det er muligvis den julefilm med den smukkeste historie.
Julen er traditionernes tid, også når det gælder film. Ifølge landets store tv-kanaler er julen ikke rigtig kommet før vi har set ’Die Hard’, ’Home Alone’ og ’Love Actually’, men allerede lang tid før disse film, hvor julen indgår som sidetema, blev der lavet film om jul. Verdens første julefilm er næsten lige så gammel som filmmediet selv, den hedder ’Santa Claus’ og er fra 1898.
Julen har derfor lige fra starten været et populært tema i filmens verden, hvilket betyder, at der er rigeligt med gode julefilm at vælge imellem ud over dem, vi, traditionen tro, plejer at blive fodret med igennem tv’et.
‘A Christmas Carol’ møder ‘Twilight Zone’
Blandt de mange film hvor julen indgår som tema, finder vi Frank Capras ’It’s a Wonderful Life’ fra 1946. Den handler om forretningsmanden George Bailey (James Stewart), der altid har drømt om at udrette noget stort og komme ud at se den hvide verden. Desværre for George driver hans gode hjerte ham til at blive i sin lille flække af en hjemby. Efter at være endt i en meget uheldig situation beslutter han sig for at tage livet af sig selv, men heldigvis for George har gud sendt ham en skytsengel, der skal holde hånden over ham.
Englen giver på bedste ’Twilight Zone’ manér George mulighed for at opleve, hvordan tingene ville have set ud, hvis han ikke havde eksisteret. På den måde får George lov til at se, hvordan hans handlinger i tidens løb har påvirket andre mennesker, lidt ligesom Ebenezer Scrooge gør det i ’A Christmas Carol’.
Et lille mirakel
Men i modsætning til ’A Christmas Carol’ hvor skurken Ebenezer, der skal konfronteres med alt det umoralske og uretfærdige han har gjort, for at han til sidst kan indse, at det bedre kan betale sig at være en ”good guy”, er det i ’It’s a Wonderful Life’ omvendt. George, som er the good guy, skal indse værdien, af alt det gode han gjort, og hvor meget godt det har ført med sig – både for ham selv og andre mennesker.
Filmens pointe står derfor i kontrast til mange andre film fra Hollywood. I ’It’s a Wonderful Life’ er det ikke vigtigt, at skurken der opfører sig uretfærdigt bliver straffet, men at dem der er gode skal forblive gode. Dette er en virkelig smuk og meget kristen/julet tanke, som filmen leverer perfekt. Man kan mærke, at Frank Capra var en stor håndværker. Selvom hans film efterhånden har mange år på bagen, kan man ikke lade være med at blive revet følelsesmæssigt med. Filmen er utrolig velspillet, hvilket ikke mindst skylles kemien imellem James Stewart og Donna Reed, der spiller George Baileys kone i filmen. Desuden byder den på nogle smukke set designs af snedækkede gader og faldefærdige huse samt en flot sort/hvid fotografering.