Xavier Dolans seneste film bryder eksemplarisk med den naturlige fortælling om en mand der vender hjem. Louis har en nyhed med i lommen om hans snarlige død, men har svært ved få ordlyd under familiefestens hors d’oeuvres og spydige kommentarer.

Præmissen for ’It’s Only the End of the World’ er helt basalt pirrende. Den 34-årige forfatter Louis har ikke set sin familie siden han pakkede sit gode tøj og forlod dem 12 år forinden for en mere kultiveret storbytilværelse. Dødssyg af en ubenævnt sygdom kommer han et smut hjem til frokost for at se sin familie en sidste gang og når øjeblikket er til det, meddele dem at han snart forlader dem for evigt.

Hvorfor er Vincent Cassel så sur
Filmen har fantastiske skuespillere i castet deriblandt Marion Cotillard og Vincent Cassel. Cotillard er væsentlig mere overbevisende som udglattende svigerinde end Cassel er som aggressiv storebror. Hvis en instruktør formår at lave film med rigtige mennesker er det som regel en kvalitet. I det her tilfælde er karakterne imidlertid overdrevent følsomme. De føles irriterende virkelige, og minder én om alle de ting ved et familieselskab man prøver at glemme inden man skal deltage i det. Der er intensitet og tung stemning for alle pengene. Filmens stil er tydeligvis intenderet provokerende. Men det er lidt som at falde i søvn til Guns N’ Roses. Hjernen fortrænger skingerheden og går i sort.

Følelsernes holdeplads
I én scene rammer Dolan plet. Storebror Antoine tager Louis med på køretur, hvor fartniveau, sving og acceleration er fuldstændig kongruent med den skideballe han giver ham. Man føler begges ubehag, og opsluges totalt af det ekspressive filmsprog. Sært nok er netop denne eksplosive scene langt mere tematisk underspillet end resten af filmen, hvor det bare er folk der råber om kap med en transistorradio.

Prætentiøs popmusik
Dolan smækker med de samme skabslåger som han plejer. Det anstrengte mor/søn-forhold. Den meget eksplicitte brug af popsange som ekstra følelsesmæssig dimension til en scene, der ellers ville være direkte ulidelig at se på. At være så kompromisløs med long takes er enten en genistreg eller dræbende kedeligt. Jeg har endnu ikke oplevet, at Blink-182 kan gøre noget bedre. Heller ikke mens det kører i baggrunden af en decideret kedsommelig snak mellem Louis og hans søster.

Efter at have set ’It’s Only the End of the World’ kan jeg i højere grad føle empati for hunde til ejere med alvorlige parforholdsproblemer. På plakaten står der om filmen ”Det ville have været en hyggelig familiemiddag. Hvis ikke det var den sidste”. Men det har jeg meget svært ved at forestille mig, og det er lige til at falde i søvn over.