Ixcanul

’Ixcanul’ både hypnotiserer og overrasker med en meget nøgtern behandling af mayaernes rolle i det guatemalanske samfund.

Den 17-årige maya Maria er lovet væk til en mand fra byen. Hendes forældre ser det som Marias vej ud af det fattige landliv, men Maria er forelsket i sin ven Pepe. Den unge kvinde udforsker sin seksualitet, men en uventet graviditet sætter en stopper for det planlagte liv – og ender med at få store konsekvenser, da filmen slutter med et uforudset twist.

Kulturstudie og samfundskritik
I begyndelsen virker historien som én, man har set før. Det langsomme tempo gør, at filmen i højere grad føles som et antropologisk studie frem for et narrativ. Det mest interessante er måden, man har undgået at overdramatisere mayaernes ritualer på. Det virker naturligt, når Marias mor påstår, at hendes halsbrand skyldes, at fostret har meget hår. Der er en høj værdi i, at filmen giver et så nøgternt blik på en ret ukendt kultur, om end der i lang tid ikke sker så meget andet i filmen.

Heldigvis udvikler historien sig, da Maria bliver gravid. Skildringen af forholdet mellem mor og datter i mayakulturen er utroligt spændende. Derudover er det spændende at se forholdet mellem mayaerne og de spansktalende byfolk med de sproglige og kulturelle forhindringer, der findes, når et stammefolk skal inkorporeres i et moderne samfund. Filmen er lavet i tæt samarbejde med mayaerne og rammer da også en meget realistisk tone. Desuden bringer filmens store plottwist det mest effektive samfundskritiske præg, jeg længe har oplevet.

Et biograflærred værd
Allerede fra første billede trækkes man ind i en hypnose af de voldsomt smukke billeder, filmen består af. De lange, statiske billeder fungerer fantastisk i det smukke bjerglandskab, og der er absolut intet kedeligt over en scene, hvor de bare går fra ét sted til et andet. Skiftet til håndholdt kamera hen mod slutningen kommer derfor desværre til at virke som et overdrevet filmisk virkemiddel.

’Ixcanul’ er et vidne om et stadigt eksisterende samfund i Guatemala med de problemer, der hører med. Det er en smuk og ærlig film, hvis ankomst til Danmark vi uden tvivl skal være glade for.