Af Nicolai Meldgaard Eskesen

Johnny Knoxville, Steve-o, Bam og alle de andre er tilbage på det store lærred. Denne gang i 3D! Noget som det selvironisk påpeges i traileren for filmen, skaberne af denne effekt, nok ikke havde i tankerne. Her kan man spydigt tilføje et heldigvis, for så var 3D som vi kender det i dag nok ikke blevet sponsoreret med så mange hollywooddollars.

Egentlig er Jackass 3D, som dens forgængere fra 2002 og 2006, ikke  film i gængs narrativ forstand, da de er bygget op af sekvenser eller kortfilm, hvor eksempelvis Johnny Knoxville performer på rulleskøjter i en bisonhjorteindhegning, eller da en nøgen Steve-O forsøger sig med en modificeret udgave af stangtennis, der involverer en bold med aggressive bier.

At se folk komme til skade på film er og har altid været sjovt, specielt når det som med jackassfolkene gøres med en ukuelig opfindsomhed, der på trods af at slutresultatet næsten altid medfører en form for smerte, kan være ganske underholdende. For eksempel grinede denne anmelder over sekvensen, hvor Knoxville får hele holdet til at løbe spidsrod ned af en gang fyldt med tændte ophængte kvægstave til lyden af Eddy Grants Electric avenue.

Selve 3D delen af filmen er det tætteste, man kommer på en falsk varebetegnelse, da det kun er start og slutsekevensen, der for alvor gør brug af effekten. Omvendt højner det faktisk attraktionsværdien af samme. Ind i mellem præsenteres vi for klassisk falden-på-halen komik, f.eks. i form af en kæmpe hånd, der slår udvidende medlemmer af holdet i jorden,  det latrinære, hvor Steve-O tager prisen med sit bungeejump i et festivaltoilet, til sekvenser med skjult kamera. Af disse tre genre, er det klart den første, der vækker flest grin og virker bedst, da det andet for det meste bare er klamt, og det sidste virker underligt tamt.

Jackass 3D er som film betragtet elendig, da ideen bag er så rodfæstet i dens oprindelige tv-format. Endvidere er det svært helt at begribe, hvad der får de implicerede til at udsætte sig for smerte og fare gang på gang. Denne anmelder undrede sig også over, at omgangsformen på teamet er, at det er okay at ydmyge, slå og/eller grine af andres smerte. Så selvom man griner en del undervejs i filmen, bliver morsomhederne hurtigt trættende og selvom længden kun er på 1 ½ time føles det alligevel som alt, alt for lang tid brugt (og spildt) på lavkomisk latrinær humor lavet af nogle drengerøve med lidt for meget tid og alt for mange penge til deres rådighed!