Oscaropskrift: Tag en tredjedel historisk biopic, mix det med en tredjedel patriotisme og bland til sidst en tredjedel Natalie Portman i.

Historien om John F. Kennedys snigmord er velkendt af de fleste af os, men historien om den efterladte enke er sjældent fortalt på andre måder end den, der udspillede sig i medierne tilbage i 1963. Desværre er ‘Jackie’ ikke meget andet end det, der i forvejen står skrevet i historien.

Uden videre introduktion (for hvem behøver det, når man er Jackie O?) møder vi Jackie (Natalie Portman) og en unavngiven journalist (Billy Crudup), der sammen bevæger sig igennem den forgangne uge. En uge hvor Jackie har oplevet sin mand, præsident John F. Kennedy (Caspar Phillipson) blive skudt, dræbt og senere begravet. En afgørende uge både for sit eget og præsidentens eftermæle. Sideløbende med de historiske begivenheder vises scener fra Jackie Kennedys famøse ‘White House Tour’ fra 1962, der indvier befolkningen i hvordan hun som førstedame har planer om at indrette sig i Det Hvide Hus. Velsagtens meget fint, hvis man så bare havde gjort noget ud af udførelsen, andet end at kopiere seancen 1:1.

Intet nyt under solen
Jeg fristes til at sige, at alt er som det plejer i denne film. Natalie Portman er fuldkommen fabelagtig og rammer Jackies yndefuldhed, elegance og særligt klingende stemmeføring til perfektion. Hamrende dygtig som hun plejer. Så er det den historiske biopic. Den er tilrettelagt med samme jævnhed og berøringsangst, som jeg ofte synes hersker i denne genre. Jeg glæder mig lige meget hver gang, og bliver lige skuffet omtrent hver anden gang. Alt er også her som det plejer – hvis vi nu forestiller os, at jeg lige har set en god biopic. Ingen tvivl om at historien er skrevet på forhånd, og at denne skal behandles med respekt, men har man ikke i sinde at vinkle et stykke historie, så det bidrager med noget andet end hvad der allerede er skrevet, er det en lidt for letkøbt præstation til min smag.

Oscarjagten er sat ind
Til trods for Natalie Portmans insisterende præstation synes jeg ikke, at der bliver tegnet et fuldbyrdet portræt af en ellers interessant kvinde – det er snarere al polemikken omkring en siddende præsidents død og begravelse, der bliver skildret. For at retfærdiggøre titlen har man dog sørget for, at der er en masse rigtig smukke billeder af Jackie med storslået klassisk musik til. Smukke er de så absolut, men de bidrager næppe meget til historien. Måske har instruktør Pablo Larrain været så glad for kulissen af Det Hvide Hus, at han ikke har følt for at tage historien andre steder hen? Det er ikke til at sige. Hvad der er at sige er, at alt er som det plejer, så hvis du plejer at være kæmpe fan af at få endnu en berømt person i referenceregisteret på halvanden time, så vil du sikkert også være glad for denne let spiselige film. Jeg er som hver anden gang skuffet, og som hver gang forelsket i Natalie Portman. Tag du bare endnu en Oscar.