Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ demonstrerer cinefilen Tarantino endnu engang sin snu tilgang til filmkunst ved at hugge med arme og ben fra filmens verden. Hans metoder deler stadig vandene, men der er en mening med galskaben. Og én af de film, hvor galskaben for alvor kommer til sin ret, er måske hans mest sofistikerede og undervurderede film ’Jackie Brown’, som forsigtigt trækker tråde tilbage til blaxploitation og filmen ’Coffy’ fra 1973.

Quentin Taskenspiller
Tarantino debuterede med ’Reservoir Dogs’ i 1992, hvor han brød de vante rammer og beviste, hvordan en uafhængigt produceret heist-kammerspilsfilm med sine lange velskrevne dialoger formåede at gribe et bredt publikum. Hans næste værk, ’Pulp Fiction’, vandt Den Gyldne Palme i Cannes tre år senere og er for evigt indprentet som én af filmhistoriens mest banebrydende film med sin absurde humor og ikke-lineære plotstruktur. Der har selvsagt været enorme forventninger i 1997, da hans tredje film ’Jackie Brown’ fik premiere med både Robert De Niro, Michael Keaton og ikke mindst Blaxploitation-veteranen Pam Grier på rollelisten.

Der refereres åbenlyst til blaxploitation-filmen “Foxy Brown” fra 1974 allerede i titlen, hvilket cementeres med selvsamme hovedrolleindehaver, Pam Grier. Der er lagt op til en genoplivning af en genre, der er mere eller mindre død. Men det er ikke helt tilfældet. Med ’Jackie Brown’ digter Tarantino videre på genren, uden at filmen er en blaxploitation-film i sig selv. Den er nemlig meget mere.

’Jackie Brown’ handler om en midaldrende stewardesse, der ender som en lus mellem to negle; politiet og våben-gangsteren Ordell Robbie (Samuel L. Jackson). Jackie arbejder for et mexicansk lavprisflyselskab, hvor hun sniger penge fra Mexico til Ordells våbenhandel. En dag får politiet færden og opdager hendes taske med penge. Ordell planlægger derfor at myrde Jackie, så han selv undgår at blive taget. Men med sin charme, skønhed og intelligens får Jackie hurtigt lokket både politiet og Ordell ind i det komplot, hun strikker sammen for at undgå at blive myrdet, taget af politiet – og måske endda samtidig blive rig.

På sidelinjen finder vi også Robert De Niro, som den aldrende gangster Louis, der lige er kommet ud af fængslet, og Robert Forster, der spiller ejeren af “Max Cherry’s Bail Bonds”, som falder pladask for Jackie.

Bedaget, blid blaxpoitation
Blaxploitation er en subgenre indenfor exploitationfilm, som kortfattet kan betegnes som en genre, der udnytter publikums fascination af blandt andet vold og sex. Blaxploitation er ingen undtagelse og kom frem i 70’ernes USA, hvor Hollywood var præget af en turbulent omvæltning. Der kom et væld af selvstændige filmskabere, og en ny æra begyndte. Ud af Black Power-bevægelsen opstod Blaxploitation-genren med udelukkende afroamerikanere i hovedrollerne som heltene.

Filmene er præget af lave budgetter, masser af vold, bare bryster, pushere og groovy soundtracks. Pam Grier den første kvindelige hovedrolle indenfor genren. Hidtil har filmene været præget af et ofte nedværdigende syn på kvinder, som nærmest kun spillede prostituerede.  Men Pam Grier spiller en badass bitch i klassikeren ’Coffy’ fra 1973. ’ Her er Coffys 11-årige søster indlagt efter at have taget urene stoffer. Det vil Coffy ikke finde sig i, og i sit hævntogt kæmper hun sig op igennem de kriminelles fødekæde med våben gemt i håret.

’Coffy’ er utroligt underholdende med fantastiske øjeblikke, der brænder sig fast på nethinden. Vi får introduceret pimp-bossen, King George, i en utroligt stram heldragt, imens der lyder et funky soundtrack: ”he’s a pimp, he’s a pusher yeah”. Der er en ironisk distance samtidig med, at den tager sig selv seriøst. Den er overraskende samfundsbevidst med en skarp social kommentar og markerer sig ved at være én af de første blaxploitation-film, der er imod stoffer.

Tarantino digter videre
Når Tarantino vælger at caste “Coffy”, er det naturligvis ikke tilfældigt. I 1997 har Pam Grier for længst haft sin storhedstid. På en måde digter Tarantino videre på hendes historie som selvtægtskvinde og undersøger, hvad der er blevet Coffy. Nu er hun oppe i årene, fraskilt, tjener kun lige til at kunne leve med sit halv-sørgelige job som stewardesse og har rodet sig ud i noget småkriminalitet.

På den måde fortælles en historie om, hvordan det er at blive gammel og leve i efterdønningerne af ens storhedstid.

Jackie Brown er på samme måde som Coffy uafhængig af alt, der nærmer sig “love-interests”. I ’Coffy’ har hun dog sine romancer, men de falder til jorden og er i sidste ende kun værktøjer, der bruges til at understøtte Jackies fortælling. I Jackie Brown er Max Cherry ligeledes blot en bejler, og selvom Jackie synes, han er sød, er det ikke en kærlighedshistorie, der behøver at ende lykkeligt. Det er forfriskende.

Tarantino har lavet en film, der handler om meget mere end skyderier, kriminalitet og gangstere. I ‘Jackie Brown’ vil Tarantino tusinde ting på en gang, og heldigvis giver filmen tid og ro til, at det kan lade sig gøre. Han bruger vores kendskab til Blaxploitation og giver filmen metatekstualitet ved at vække glemte skuespilleres karrierer til live. Pam Grier og Robert Foster, hvis karrierer lå næsten øde hen i 1997, blev nomineret til henholdsvis en Golden Globe og Oscar for deres præstationer.

Og man kan heller ikke ignorere det komiske i, at Robert De Niro (gangster-skuespilleren over dem alle) spiller en gangster, der lige er kommet hjem fra fængslet, ældre end nogensinde, imens hans prøver at indordne sig det hårde liv, selvom temperamentet og lungekapaciteten ikke er, hvad den har været.

Jackie Brown vokser på én, og er måske ved første gennemsyn ikke det store mesterværk som “Reservoir Dogs” eller “Pulp Fiction”. Det er en film, hvor man i et roligt tempo får lov til at hænge ud med karaktererne og lære dem at kende.

Tarantino er en forkælet filmskaber, der bruger sin magt til at puste liv i den del af filmhistorien, han mener, vi ikke må glemme. Så må man jo bare makke ret.

Denne artikel er skrevet på baggrund af en dobbeltvisning af ’Coffy’ og ’Jackie Brown’ i forbindelse med Cinematekets eventrække ’Tarantino vs. Filmhistorien’. Cinemateket viser ’Jackie Brown’ d. 20. august og ’Coffy’ d. 8. september.