Jakob og Peter Plys -

Magisk realisme, kære minder, samfundskritik og dommedags profetier fra et maniodepressivt æsel. Ja, Disney’s nyeste live-action film byder på lidt af hvert.

’Jakob og Peter Plys’ er fortællingen om den nu voksne hovedkarakter fra A.A. Milnes’s elskede historier.

I en skøn åbningssekvens, hvis emotionelle tyngde napper Op i hælene, møder vi unge Jakob (Ewan McGregor), der må indse at hans mange eventyr i 100 Meter Skoven, er ved at nå sin ende.
Han nyder derfor en sidste kop eftermiddagste med sine polstrede venner, før han begynder sin march mod de voksnes rækker.
Allerede her, begynder den første af mange klumper i halsen at melde sig.

Film som Toy Story og Peter Pan lærer os den grumme lektion, at når du fylder 18 år, er du som godt som død inden i.  Det samme gælder Jakob, der nu er blevet en tæt-på-fraskilt far, krigsveteran og arbejdsnarkoman i et hårdt økonomisk ramt kuffertfirma.

Han skulle egentlig på weekend med sin datter (Bronte Carmichael) og kone (Hayley Atwell), men må endnu engang skuffe dem begge grumt. For hans chef truer med fyringsrunde, hvis ikke Jakob ene mand finder en løsning på det efterkrigstidens Englands mangel på materielt forbrug.
Ja, du læste rigtigt. Dét er pitchen på den nyeste Disney film.

Jeg hedder ikke ”Stress”, men Peter Plys!
Det er ved at ramle ørerne på Jakob, men redningen er på vej! For da den digitalt animerede Plys en morgen vågner op, honning- og venneløs, begiver den lille bjørn sig ud for at finde sin barndomsven for at få svar på sine venners forsvinding. Dette giver Jakob rigeligt at se til.

Deres genforening leder til det første af mange komiske sammenstød mellem den evigt optimistiske bamse og den alt for seriøse mand, der nu er overbevist om at være knækket under presset.

Plys roder hurtigt Jakob ind i honning-fedtefadet i jagten på resten af 100 Meterskovens faste inventar og flosser i processen den stakkels mands nerver så grumt, at Jakob får et mentalt sammenbrudbrud.
Dette sker i form af en midtvejskrise og en altoverskyggende skyldfølelse knyttet til forsømmelsen af hans datters opvækst. Det indre kaos fremvises elegant af tåge og syrede visioner af undervandsbobbel-elefanter med en matchende forvrænget lydside.

Ikke en klassik børnefortælling og ikke helt Pans Labyrint
Det bliver her for første gang tydeligt, at ’Jakob og Peter Plys’ ikke er, hvad man forventer at få, når man køber en biografbillet til 90kr. og rigtig skal hygge sig i efterårsferien.

For at tilføje til de jordnære realistiske toner, lader den sømløse brug af digitale effekter (anvendt til Plys og hans venner), ikke til at være en metafor for barnlig livlig fantasi. Farverne på de ellers familiære karakterer er langt fra de lysende kontraster, man kender fra Tigerdyret og Co., men er istedet holdt i tydeligt dæmpede blå-toner, som fremviser tøjdyrenes trævlede ’look’.

Dette går godt i spændt med påmindelsen om, at barndommen ikke er lutter lagkage. Noget, Jakobs datter også mærker, når hun på sin fødselsdag må puste lys ud uden sin udstationerede far, der er travlt beskæftiget ved fronten, omgivet af slowmotion eksplosioner.

Lille spejl på væggen der og en vigtig lektie
Jakob og Peter Plys’ lærer os intet nyt, men er derimod et spejl, der fremhæver alle de ting, vi voksne har glemt, gennem kærlig charme og fejlfri timing. Dyrenes varme er det eneste, der gør, at filmen i mine øjne kan være ”tilladt for alle aldre”.

Mange ting såsom æsels mørkeste humor og mulige selvmordsforsøg vil bestemt gå over de mindstes hoveder.  Prisen for mest voksne sekvens går dog trods alt til Jakob, der tilslut giver en lektion i makroøkonomi, der formår at skabe en epokedefinerende tendens, som (i virkelighedens Europa) rystede efterkrigstiden i dens grundvold.

Dén form for scener, mixet sammen med barndomsminder, er mig virkelig et mysterium, men cocktailen virker sgu!