Den moderne mands eksistenskrise i kølvandet på tab behandles endnu en gang. Det føles mere som et rutinetjek end en nylakering.

Fuck mand, min far er lige død. Jeg tager på druk. Mit liv hænger slet ikke sammen. Fuck mand. Jeg tager til Mexico og møder et alt for ungt pigebarn. Fuck mand. Min mors kræft er tilbage. Fuck mand. Jeg tager på druk. Hun dør snart. Fuck mand. Jeg bliver hjemme og passer på hende. Sådan lyder en lettere kynisk opsummering af plottet i Josh Monds ”James White”. Den halvanden time lange eksistentielle krise når at blive så udførligt udsultet, at det ellers fremragende skuespil begynder at gispe efter vejret som den leukæmi-ramte moder Gail White (Cynthia Nixon).

Mænd er idioter
James White (Christopher Abbott) kan sgu ikke helt finde ud af det dersens leve-noget. Man skal både træffe beslutninger, være der for ens familie og venner og samtidig lave noget fra ni til sytten. Kan man ikke bare drikke bajere, score damer og generelt være følelsesmæssigt ustabil? Næ, det kan man sgu ikke. Så bliver folk irriterede, ens dollars render op og det er en kedelig historie.

Han er den typiske, uregerlige unge mand, der endnu ikke har fundet sit lod i livet. Han bakkes op af Scott Mescudi, der spiller det trofaste og nogenlunde stabile holdepunkt i vennen Nick. Hele venskabet koges ned til, at han redder James’ røv gang på gang, og den dynamik kunne have været bedre udforsket. I samme dur har vi kærlighedsforholdet til den unge Jayne (Makenzie Leigh), der på samme vis forbliver den lidt for unge tøs, som han vælger i sin eksistenskrise. Hun giver i værste fald en sur mine og i bedste fald en spiller i bruseren. Meget mere bliver det ikke til.

Virkemidler 101
Et langt close up starter det hele ud. Vi får hurtigt slået fast, at James tager i byen for at flygte fra sin eksistentielle krise. Virkemidlerne er skudsikre for forståelsen, og det bliver udpenslet med malerrulle hele filmen gennem. Dernæst har vi en helvedes masse close-ups af fortvivlelse, forvirring og fordækte følelser, der føles som en tidsalder at sidde gennem. Det hele går i ring gang på gang, og hele historien føles meget fremdriftsløs.

Til gengæld er der eminente præstationer fra både hovedrolleindehaveren og Cynthia Nixon. Følelserne er på højkant, og i samspillet mellem dem findes et smukt lille glimt af menneskelighed i svære situationer. Det er set før, men intet nyt er godt nyt lige her. Måske fordi malerrullen bliver byttet ud med en finere type pensel. Men selv med denne filmens mørtel kan eksistenskrisen ikke rigtig løftes op over ”Fuck mand…” og ’James White’ forbliver en forglemmelig film om en forvirret mand i en forhutlet tid af sin tilværelse.