CPH PIX: Dag 4. Den første store filmoplevelse på Copenhagen Pix kom lørdag med den japanske rapmusical/kampsportsfilm ‘Tokyo Tribe’. Fjerdedagen bød til gengæld på en stor skuffelse med mesterinstruktøren Kim Ki-Duk’s overraskende ringe thriller ‘One on One’.

Vidunderligt japansk spektakel
Jeg kunne umuligt havde forberedt mig på, hvad der ville ske, da ‘Tokyo tribe’ lørdag aften eksploderede hen over lærredet  i Grand teatret. I et hæsblæsende tempo med en fantastisk kombination af vold og rap fortæller filmen os om et alternativt Tokyo badet i neonlys og domineret af en række flamboyante bander. Historien er i sig selv ikke særligt interressant: En af de største og mest magtfulde bander går pludseligt i krig for herredømmet over hele Tokyo, hvis de andre bander vil overleve, bliver de nu nødt til at overkomme deres forskelligheder og slå sig sammen. Samtidigt kører der en lange række sideplots, der inkluderer en lille dreng, der er vildt god til karate og elsker æbler, en kæmpe stor og meget stærk afroamerikansk ninja, og en flink dude der hedder Kai.

Filmen er fyldt til randen med vanvittige indfald som f.eks. en beatboxende kvindelig tjener, der vil serverer dig te samtidig med, at hun rapper om, hvor nice du er, et rum kun møbleret med levende mennesker og en overspillende skurk, der får menneskekød serveret med en kort beskrivelse af, hvem han spiser. Man skal imidlertid ikke se ‘Tokyo Tribe’ for dens enkeltdele; action-sekvenser, skuespil og specialeffekts er alle sammen set bedre i andre film. Heldigvis fremstår filmen også som en vanvittig helhed, der vil efterlade dig både forpustet og sulten efter mere, når den stopper. Hvis man overhovedet bryder sig om vold, rap og sindssyge japanere er ‘Tokyo Tribe’ et absolut must-see på dette års ‘Copenhagen Pix’. Tokyo Tribe spiller igen Torsdag d. 16/4 i Empire.

Koreansk venstrehåndsarbejde
Den sydkoreanske filmindustri er i øjeblikket en af de mest interressante at følge. De sidste 20 års koreansk film har været præget af en bølge af unge vestligtorienterede instruktører, der, med en blandning af amerikansk æstetik og koreanske historier, har produceret et væld af af interessante og ofte virkeligt gode film. Min personlige tro på den koreanske filmindustri er dog blevet rystet i sin grundvold efter at have været vidne til to mildest talt elendige film på CPH PIX.

Det hele startede med dramaet ‘Hill of Freedom’, som jeg så fredag d. 10 i Gloria. En japansk mand tager til sydkorea for at finde en kvinde, han har mødt to år tidligere. Som følge af at hovedpersonen ikke kan tale et ord koreansk, består mere eller mindre alt dialogen i filmen af gebrokken og ukorrekt engelsk. Dette faktum bliver kun mere pinefuldt af, at skuespillerne generelt spiller elendigt, og at størstedelen af deres dårligt skrevne replikker mumles utroværdigt. Cinematografien og lyssætningen er konsistent horribel, og filmens visuelle udtryk ligner generelt en gymnasial mediefagsproduktion.

Historien fortælles udfra en masse breve, den japaneske mand har sendt til sin koreanske kærlighed. Rækkefølgen på brevene er imidlertid ved et uheld blevet ændret, og vi får derfor præsenteret scenerne i forkert rækkefølge. Dette er i sig selv en sjov ide, desværre bliver den ikke rigtigt brugt til noget ud over at forvirre tilskueren og vise det samme ligegyldige billede af en koreansk kvinde, der sidder og bladrer rundt i en stor bunke breve igen og igen.

Filmen reddes i enden af det faktum, at hvis du laver nok dårlige beslutninger i en film, ender den med at blive ufrivilligt sjov. Denne ‘The Room’-agtige kvalitet og dens meget korte spilletid på blot 66 minutter, er det eneste, der gør at man kan sidde igennem denne ufærdige rodebutik af en film.

Trenden med elendige koreanske film forsatte uventet søndag d. 12/4 med den internationalt anerkendte mesterinstruktør Kim Ki-Duks nyeste film ‘One on One’. Jeg havde faktisk glædet mig til at se filmen der umiddelbart virkede til at være en medrivende mørk thriller med et spændende hævn-plot. En teenage skolepige myrdes en aften på brutal vis af tre mørkklædte mænd. En mystisk gruppe mennesker, der udgiver sig for at være regeringssanktionerede antikommunister, begynder at kidnappe mændene bag likvideringen, både dem der konkret udførte dåden, og dem der beordrede den. Mændene tortureres, indtil de skriver en tilståelse og løslades efterfølgende med truslen om, at hvis de fortæller, hvad der er sket til nogen, vil de blive slået i ihjel. Plottet er faktisk spændende nok, og et par af skuespillerne gør det også fint, desværre bliver de mange kidnapnings/tortur-scener hurtigt repetitive og årsagen til skolepigens død, der afsløres i slutningen af filmen, viser sig at være ren nonsens.

Havde det bare været det, ville det ikke have været så slemt. Desværre  er ‘One on One’ kun lidt flottere visuelt end ‘Hill of Freedom’, og generelt lider den af flere af de samme problemer med overeksponerede billeder og en flad og uinteressant klipning . Lyden var decideret pinligt ringe. Med irriterende bagrundstøj, der tydeligt ændrer sig fra instilling til indstilling og en træls rumklang, der bliver en fast del samtlige indendørsscener, var det generelle lyddesign i filmen, ikke noget man kan tillade sig at præsentere et serøst publikum for. Alt i alt var det en ligegyldig biografoplevelse, der kun vil blive husket, fordi den skuffede.

Er du fan af overeksponering og rumklang går ‘Hill of Freedom’ d. 16/4 i Cinemateket mens ‘One on One’ kan fanges d. 19/4 i Empire.