Paul Greengrass og Matt Damon samles til en opdateret omgang hæsblæsende, hurtigklippet hukommelsesbesvær.
Kan man andet end elske Bourne-trilogien? Den plagede helt, der skal genfinde sin identitet. Med Paul Greengrass’ håndholdte, hurtigklippede realisme-æstetik har det været et hit hver gang. Det store spørgsmål er så hvor meget suppe man kan koge på den høne inden det begynder at smage af færdigkøbt tarteletfyld. Både han og Matt Damon har udtalt at de ikke ville vække den hukommelsesbesværede helt til live uden en virkelig god grund. De mente åbenbart et par virkelig gode actionsekvenser.
Opdaterer….
I andet afsnit af anmeldelser skal der gerne stå et lille referat af filmen. Det har til formål at konkretisere den lidt generelle, overfladiske indledning vi dovent benytter. Det er lidt som med en flaske vin, der først introduceres som en sursødlig fornøjelse med aroma af hasselnød og røget hø, hvorefter man får at vide hvilken hylde den står på i Irma. På samme måde søges ’Jason Bourne’ fornyet, selvom det på alle leder og kanter er det samme. Det er de samme problemer, den samme historie og nærmest identiske skuespilspræstationer man bliver spist af med. Umiddelbart er det egentlig ikke et problem, men det virker lidt dovent. Det er på ingen måde her man har haft hovedet ude af kassen.
Tilgengæld er der sket meget siden Bush-eraen. Vi er ikke længere så fokuserede på magtmisbrug og lyssky CIA-programmer. Hele det skurkelige princip overføres derfor til den nye dille for Snowden og sølvpapirshatte verden over: Overvågningssamfundet. Big data står for skud, og det stemmer fint overens med filmenes vanlige behandling af samfundsproblematikker. Ligeledes får verdens finansielle nedsmeltning opmærksomhed. Jason Bournes flugt fra de grumme gennem et gældsplaget Grækenland på randen af borgerkrig er genialt udført både tematisk og visuelt.
Forbindelsesproblemer
Det garvede team bag ’Bourne’ har godt styr på deres egen afart af actionfilmen. Det er ikke kedeligt, plottet skrider hastigt frem og Matt Damon banker bøller til højre og venstre. Det er derfor med stor ambivalens, at en action aficionado sidder og søger efter noget andet. Noget mere. Noget dybere. Måske er det fordi at filmen egentlig behandler en masse gode tematikker, men aldrig helt får bundet den sidste knude. Man vil gerne have noget nyt, men man vil ikke ændre det gamle. Man vil gerne have det et spadestik dybere, men man vil ikke bruge tid på at grave.
Man kan ikke andet end elske Bourne-serien. Men man kan heller ikke blive ved med at lade som om at den har noget revolutionerende at byde på. Som at møde en god kammerat i en lufthavnsbar fungerer det som en fin opdatering af hvad der har foregået siden sidst. Man rammes bare – lig helten – af en stærk dosis déjà vu, og ens opmærksomhed flakker flittigt mellem fortællingen og tanken om at drikke dus med dullen ved siden af.