Jean-Claude Van Damme er en træt mand. Han har ikke sovet i to døgn og er netop hjemvendt til Belgien for at finde noget ro, og måske, sig selv. Bag ham ligger endnu et fysisk opslidende shoot til en af de B-film med unge indifferente instruktører, som den tidligere action stjerne nu er henvist til at ernære sig ved, og oveni det: en emotionelt opslidende retssag om forældremyndigheden over datteren. Økonomien står det heller ikke godt til med og tilbage i Belgien giver ingen af kreditkortene pote. Van Damme sidder i en taxa, hvor chaufføren er en fornærmet fan og på telefonen fortæller agenten nu at Steven Seagal lige har fået en god rolle for næsen af ham… Vores hovedpersonen er derfor lidt anspændt da han går ind på posthuset for at få fat i nogle kontanter og havner midt i et røveri og en gidselsituation, hvor han bliver en vigtig brik … Man vil helst ikke afsløre for meget i denne nye, og temmelig anderledes Jean-Claude Van Damme film, hvor vi møder JCVD både som vi kender ham og som vi ikke kender ham, i en slags semi-dokumentarisk fiktion om stjernen i det virkelige liv.

I filmen JCVD spiller Jean-Claude Van Damme sig selv, eller i hvert fald en person der kunne minde om ham selv, og her opdager man så at JCVD faktisk kan spille skuespil. Det kommer underligt nok altid som lidt af en overraskelse når de stereotypt castede stjerner viser sig at have mere under kappen end det vi er vant til at se. Især action stjerner er indhyllet i en konstatering og forventning om at de ikke kan spille skuespil, men bare flekse muskler og udføre koreograferede kamp scener – og her taler vi altså om dem som lever af at indspille actionfilm, og ikke stjerner som fx Matt Damon, der afprøver genren i Bourne trilogien. Men vi får altså en befriende sympatisk og humanistisk Jean-Claude Van Damme at se, ikke mindst i et klip, hvor Van Damme på decideret bevægende vis filosoferer over sit liv og rollen som stjerne så man er tæt på gåsehud – hvem har ikke et soft spot for en falleret stjerne.

JCVD er en metafilm, altså en film der tydeligt forholder sig til at den er en film og som også refererer til andre film – både Van Dammes egne, men også til en skøn klassiker som Sidney Lumets Dog Day Afternoon (En skæv eftermiddag). Det er på sin vis en undergravende filmisk metode, men også en oplagt måde at få noget velkendt til at fremstå i et nyt lys. Filmen er måske lige selvbevidst nok, de overvejende sepiatonede scener bliver lidt anstrengende at se på i længden, og mikset mellem engelsk og fransk, og kun engelske undertekster til det franske, tager desværre opmærksomhed væk fra filmen.

Alligevel fremstår karakteren Jean-Claude Van Damme autentisk og det gør at filmen, og ikke mindst præstationen, vibrerer i bevidstheden længe efter man har forladt mørket. En interessant, smal film, som bestemt fortjener en plads på biografklippekortet midt mellem alle sommer-blockbusterne.

JCVD kan ses i den københavnske biograf Gloria, som ligger lige ved Rådhuspladsen.