Socialrealismens ’grand old man’ Ken Loach, har med sin nyeste film ’Jeg, Daniel Blake’ begået en fænomenal og rørende film om et ærligt menneske på samfundets bund, som kæmper en ulige kamp mod systemet. En film som skaffede ham en velfortjent gylden palme i Cannes.

Daniel Blake (Dave Johns) er tømrer. Det har han altid været, og han er god til sit arbejde. Desværre tvinger et hjerteanfald ham til at sige sit job op, og derfor skal han på sygedagpenge, hvilket ikke er nogen helt nem sag. Daniel er dog ikke den eneste person med problemer, på borgerservice kontoret møder han den enlige mor Katie, som netop er blevet tvangsflyttet fra London til Newcastle sammen med sine to børn. Katie har ligesom Daniel usædvanlig svært ved at få livet og hverdagen til at hænge sammen, og de to udvikler et stærkt venskab med hende. Midt i sin egen elendighed gør han sit bedste, for at hjælpe Katie med at få tingene til at hænge sammen.

En charmerende fallent i en umulig labyrint
Vores hovedperson er en bundsympatisk tømrer, der kan fikse alt. En ældre, jovial og lovlydig borger som altid har gjort, som man kan forvente af ham, og han er ikke ligefrem typen der skaber problemer. Men da problemerne så opstår for ham bliver han fanget i et moderne og kafkansk bureaukratisk helvede med online-formularer og pointtest, der skal afgøre hvorvidt han kan få sygeunderstøttelse eller ej. Hans skæbne er i kolde hænder og Daniel kommer til at stå som et arkaisk levn fra en anden tid midt i al den morads der er opstået.

De fattiges kamp
Daniels livline bliver forholdet til den hårdprøvede ene mor Katie, som står overfor en ”heat or eat” problematik i og med hun ikke har penge til de daglige udgifter. Daniel kommer til at virke som en hyggelig, nærmest morfar lignende, ældre mand, som sætter en stor ære i at hjælpe Katie og hendes børn med deres problemer, som heller ikke er få. Katies elendighed bringer hende bl.a. til den lokale foodbank for at få mad til hverdagen, hvor vi ser en af filmens absolutte stærkeste og mest rørende scener.

Mesterlig fortalt
Som filmen skrider frem og det hele går værre og værre for den stakkels Daniel, kunne man finde på mange alternative manuskripter om hvordan han bliver nødt til at ty til kriminalitet eller anden lyssky virksomhed for at overleve, men sådan er Jeg, Daniel Blake ikke. Man havde sikkert ikke fortænkt ham heri eftersom al sympatien ligger hos ham. Men vores hovedperson kæmper en ærlig og hæderlig kamp mod systemet, og ikke en gang hans unge naboer, der har gang i en noget tvivlsom import af kondisko fra Kina, kan få den gamle tømrer til at tænke på hurtige penge. Med denne ærlighed formår Ken Loach med sin film at give et utrolig rørende portræt af samfundets bund og den hverdag de står overfor. Selvom man er en gammel taber, så kan man godt have ære og selvrespekt. Trods filmens meget kyniske facon, er der alligevel en snert af britisk humor og impro-komikeren Dave Johns gør det fremragende i sin portrættering af vores taberhelt, Daniel Blake.