Den svenske stjerneskuespillerinde Ingrid Bergman (’Casablanca’, ’Intermezzo’, ’Høstsonaten’ o.m.a.) elskede filmen. Hun var en modig kvinde, der hele livet igennem satte kreativiteten og dedikationen så højt, at hun i flere perioder af sit liv ofrede familielivet for at følge sit hjerte. Ingrid Bergman ville den 29. august i år være fyldt 100 år, og nærmest på dagen får dokumentarfilmen ’Jeg er Ingrid’ premiere. Filmen er instruktør Stig Björkmans (’Den hvide væg’, ’Kvindesind’) portræt af skuespillerinden, fra hun i en ung alder mister begge sine forældre til hendes død i 1982 – 67 år gammel.
Gennem dagbogsnotater og breve til hendes svenske veninde fortæller Ingrid sin historie, som suppleres af interviews med hendes fire børn. Idet filmen er blevet til i samarbejde med Bergmans børn, Isabella Rosselini i særdeleshed, har Björkman fået adgang til hidtil private optagelser, som verden ikke før har set. I sin lange karriere blev hun nomineret til hele syv Oscars, hvoraf hun vandt de tre. Men succesen medførte også store personlige tab og opofrelser.
Ingrids mor dør kort efter Ingrids fødsel, hvorfor hun ikke har nogen erindring om hende. Faderen derimod fremstår som en hjertevarm mand, der forgudede sin datter. Bl.a. derfor fotograferede han ofte datteren, hvilket både betød, at Ingrid blev vant til kameraet, men også at der blev skabt et specielt bånd imellem de to. Desværre døde hendes far også i en tidlig alder, og en rigtig familie var aldrig noget, Ingrid kendte til fra sin barndom. Måske derfor lå familielivet hende en smule fjernt og det, som af andre blev opfattet som normalen, var for Ingrid et brud med det monotone og tegn på nye skridt i livet.
Succes og skandaler
”Jeg havde aldrig intentioner om at blive boende i Sverige” udtaler en moden Ingrid Bergman til Ed Sullivan i sin karrieres efterår og indikerer, at hun allerede som ung var klar over, at der var succes og berømmelse i hendes fremtid. Ingrid var fast besluttet på at erobre Hollywood, da hun efter nogle år som teaterskuespiller tog færgen til det forjættede land. Den høje svenske pige blev ellers i starten mødt med en vis skepsis netop pga. sin højde. Hun fik hurtigt succes i USA, men hun ville mere og det på bekostning af familien. Netop dette er filmens hovedfokus; i takt med at vi følger hendes karrieres op- og nedture, får vi, via breve og udtalelser fra hendes børn, detaljer om bl.a. bruddet med hendes første ægtemand, kærlighedsforholdet med en krigsfotograf og senere hen hendes ægteskab med instruktøren Roberto Rossillini (’Paisà’, Rom – Åben by’, ’Stromboli’) med hvem hun fik tre børn.
Det er succeserne og skandalerne, der er milepælene i hendes liv, og i filmen udgør de en slags kapitler. Som hun selv spøgende fortæller Ed Sullivan, skal hun helst rive teltpælene op og omlægge sit liv hvert 10. år. Den første store skandale er affæren med Rossellini, hvor hun som gift kvinde vækker stor harme i USA. Dette går ud over ‘Stromboli’, hvor Ingrid, på grund af skandalen, får større opmærksomhed end filmen selv, der som konsekvens bliver en fiasko. Senere er det skilsmissen med selvsamme Rossellini, der fanger paparazzienes interesse. Og historierne er slibrige. Detaljerne udpensles i ’Jeg er Ingrid’; Især de nu modne børns beretninger om, hvordan de blevet efterladt til fordel for skuespillerindens fascination af kreative, iderige mænd, står som et stærkt udsagn om et liv, der kan drage paralleller til Ingrids karakter i hendes sidste film ’Høstsonaten’.
Fint portræt – MEN..
’Jeg er Ingrid’ når dog aldrig rigtigt ind under huden. Selvom der er masser af materiale til at bore i børnenes mange afsavn, bliver der aldrig stukket særligt dybt. Rossellini-fans går også forgæves, hvis de havde håbet på lidt detaljer fra geniets skrivepult.
’Jeg er Ingrid’ er en yderst interessant portrætfilm af en stor skuespillerinde, som er en lækkerbisken for hendes fans og filmelskere i almindelighed. Men den formår ikke at blive mere end et veludført portræt.