Historiske dramaer tager ofte udgangspunkt i rigtig interessant kildemateriale, men det er ikke altid de bedste film. De fleste af dem giver dog ikke én lyst til at kradse øjnene ud, og det er nok det eneste, man kan kalde unikt ved ’Jens Munk – NordvestXpeditionen’.

En 1-stjernes anmeldelse kan være det letteste i verden at skrive. Som oftest er det til en uambitiøs produktion med etablerede filmstjerner, som kun er der for at hive en lønseddel hjem. Når jeg nu kun giver ’Jens Munk – NordvestXpeditionen’ én stjerne, har jeg det imidlertid lidt dårligt med det.

Med sin 7 ½ år lange produktionstid kan man ikke beskylde filmen for at være uambitiøs; og da jeg til pressevisningen mødte filmens instruktør Ole Japp (som også spiller hovedrollen), var det tydeligt, at han havde lagt stor kærlighed i værket. Han fortalte med stor passion om det eventyr, produktionen har været. Jeg ville ønske, at jeg kunne give filmen bare en enkelt stjerne ekstra for den entusiasme, jeg så i Ole Japps øjne, men filmen lever på ingen måde op til de kræfter, der er lagt i den.

Skuespil
Vi følger Jens Munk, som på ordre fra Christian den 4. sendes på en mission nordvest om Amerika for at finde en kortere handelsrute til Kina. Ham og hans besætning bliver dog en måned forsinket på grund af den arrogante navigatør William Gourdons (Brian Patterson) fejlberegninger. Dette resulterer i, at hele besætningen fanges på et tilfrosset hav, og det er her – i et forfrossent landskab med skørbug og hungersnød – at størstedelen af filmen foregår.

Historien har potentialet til at skabe en fængende og uhyggelig historie, men den stærkeste følelse, ’Jens Munk – NordvestXpeditionen’ formår at skabe, er en stærk trang til at krumme tæer.

Skuespillet er elendigt. Der er ikke en eneste af filmens karakterer, der føles ægte. Navigatøren er så ond, at det på ingen måde er overbevisende, og det understrejes yderligere af Pattersons manglende evne til at vise andre ansigtsudtryk end foragt. Det gøres imidlertid endnu værre af det fuldstændig konstruerede manuskript. Og når Jens Munk vil vise kærlighed til sin kone, er han mere tilbøjelig til at samle hende op end til at kysse hende. Hun får til gengæld sagt den ene latterlige kærlighedserklæring efter den anden til ham, og det gøres kun mere konstrueret af den patetiske underlægningsmusik.

All around elendig
Filmen fejler på alle punkter. Den er fyldt med fuldstændigt overflødigt tætte nærbilleder, som ikke bruges til noget som helst. Det virker i stedet som om, disse bruges for at dække over, at der ikke var råd til at bygge ordentlige sets.

Det kan dog ikke dække over de elendige kostumer, som rigtig mange karakterer er iført. Christian den 4. er meget tydeligt en kraftig mand med et falsk skæg, og da vi møder en nordmand, er det meget tydeligt, at han er iført en sort paryk. Kostumerne falmer imidlertid i sammenligning med de effekter, der forsøger at gøre op for, at filmen ikke er optaget i rigtige snestorme. Både vildt snevejr og regn ser ud som om, det er en Skype-funktion, og flere bølger er meget tydeligt computergenererede.

Det er svært at påpege det værste i denne film. Den er simpelthen elendigt eksekveret, og man er mere tilbøjelig til at grine end at græde, når man ikke keder sig. Jeg har prøvet hårdt, men har desværre ikke haft held til at finde et eneste godt træk ved ’Jens Munk – NordvestXpeditionen’.