Har man set den første ’Saw’, så har man også set ’Jigsaw’ – man bliver faktisk næsten forbløffet over den manglende originalitet.
Det er noget håbløst optimistisk omkring enhver franchise. Med få undtagelser bliver filmene som regel dårligere, jo længere op i rækken man kommer. Men man kan alligevel ikke lade være med at håbe, at NU kommer den film, der genopfinder hele konceptet – den kommer bare ikke her.
’Jigsaw’ er nummer 8(!) i ’Saw’-serien, som egentlig startede ud med en ganske fortrinlig første film fra James Wan… åh, det var tider!
Her er der gået et ukendt antal år siden den sidste film. Men ikke desto mindre så starter den med, at en person bliver jagtet af politiet op på et tag, hvor han får fat i en remote control, som han trykker på. Spillet er i gang… igen! Fem fremmede vågner op i et klamt lokale med spande over hovedet og skal nu forøge at slippe ud af de makabre anordninger, som muligvis eller muligvis ikke er kreeret af den psykopatiske John Kramer (Tobin Bell) a.k.a. den titulære Jigsaw.
Plot? Hvilket plot?
Forventer man en kompleks film med logiske handlinger og nuancerede karakterer, så er det ikke her man finder den. Den smider plottwists efter en, som var det karameller på sidste skoledag – de er bare ikke særligt interessante eller overraskende. Har man bare set én anstændig horrorfilm eller thriller, så er der intet nyt her.
Der er den sædvanlige politimand/helt med en problematisk fortid (her en krigsveteran som nu arbejder som retsmediciner), den lidt skumle person, som muligvis er morderen (en lettere korrupt betjent) og en hot kvindelig hjælper (en suicide girl-ish retsmedicier med en Jigsaw besættelse).
Der er også den klassiske katten-efter-musen-leg og med ’Saw’-franchisens egne særpræget morale kodeks, så er ofrene alle dårlige mennesker, og der er egentlig ingen grund til at håbe, at de overlever. De er bare slagtekvæg, der skal stille publikums blodsult.
Fuld cirkel
Hvis man ikke allerede har luret det, så er jeg ikke den store fan af filmen. Men overraskende nok var jeg stadig i okay humør, mens jeg så den. Der er tale om det vidunderligt sjældne fænomen, at den simpelthen er så dårlig, at den når hele vejen rundt og bliver god. Eller, rettere sagt, underholdende.
Intet er uhyggeligt og spænding skuer man langt efter. Til gengæld er der tåkrummende replikker, plothuller galore og stupiditet, så langt øje rækker. Jeg klukkede det meste af filmen, fordi det blev så dumt.
Jeg tvivler på, at det har været intentionen, og jeg havde en lille gnist af håb med Spierig-brødrene i instruktørstolene. Men intet kan undslippe den dødsspiral af kitch og kluntethed, der er ’Jigsaw’. Fans af serien vil højst sandsynligt elske den – det er vintage ’Saw’, når det er værst. For alle andre er det en kærkommen mulighed for at få et okay grin.
