Alle kender Garfield, den store røde hankat, som elsker lasagne og hader mandage. Men i et forsøg på at nyfortolke den gamle tegneseriefigur, har man i den nye filmatisering kigget på denne karakteristik og tænkt “hvad er det lige, der mangler i denne ligning?”. Det naturlige svar er selvfølgelig daddy-issues.

Jeg må indrømme, at jeg havde meget lave forventninger til denne film. Trailerne så ikke særligt lovende ud, og selvom man ikke bør dømme en bog på dens omslag, lignede dette lidt en KATastrofe. Levede den op til mine lave forventninger? Ja og nej.

Filmen lægger ud med en montage af Garfields (Simon Jul) perfekte liv i trygge omgivelser med hunden Futte som sin trofaste tjener. Det tager dog hurtigt en drejning, da de bliver involveret i et røveri, som i virkeligheden viser sig at være en hævnaktion mod Garfields far Viggo (Bjarne Henriksen). Vi har at gøre med en klassisk opbygget heist-film, som ikke tager nogle uventede krumspring. 

Måske lige med undtagelse af, at den normalt ganske kyniske røde kat i denne film simpelthen har fået daddy issues. Garfield blev som killing efterladt af sin far i en gyde. De to har ikke haft kontakt til hinanden siden, indtil de sammen bliver rodet ud i førnævnte røveri. I begyndelsen er de som hund og kat, men *trommevirvel*……. Det hele viser sig at være en stor MISforståelse. Så det er hurtigt ude af verden, og Garfield lægger flere års negligering bag sig.

Jeg har set den danske udgave og selvom det ikke var nogen hæsblæsende oplevelse, gjorde de danske skuespillere det godt. Særligt Simon Jul, som lægger stemme til Garfield, kan man høre have det sjovt med opgaven, og han rammer figurens overlegne, dovne og egoistiske tonefald lige i øjet.

Men der er desværre mange mangler, som ikke kan reddes af gode skuespilpræstationer. Filmen er utrolig klichefyldt, og allerede fem minutter inde, kan man med ret stor nøjagtighed forudse, hvor plottet havner henne.

Visuelle gags og visuelle problemer

Spørgsmålet er, om en film som den her behøver at genopfinde den dybe tallerken. Jeg er mest tilbøjelig til at svare nej. Den er målrettet børn, hvilket tydeligt kan mærkes i humoren, som mest af alt spiller på visuelle gags og slapstick. Men det, at en film er målrettet børn, er ingen undskyldning for at springe over, hvor gærdet er lavest, hvilket denne film i høj grad gør sig skyldig i.

Alle karaktererne har en trættende tendens til at forklare deres motivation, ligegyldigt om der er nogen til stede til at høre, hvad de siger. Der er kun et enkelt eksempel, hvori der bliver fortalt noget gennem billeder frem for ord, hvilket til gengæld også er filmens bedste scene. Så god at den vises to gange. Og i traileren…

Filmens visuelle udtryk var desværre heller ikke noget, der fik min puls op. Figurernes designs er decideret grimme, da der er lagt stort fokus på at efterligne Jim Davis’ runde streg fra tegneserien. En stil, som ikke gør sig særlig elegant i 3D-animation. Især menneskene, som der er mange af, er skrækkelige. Heldigvis har de ramt plet med Garfield og Futte. Især Futte, som efter min mening er filmens bedste og sjoveste karakter. Han er charmerende og sød, og render altid og laver noget interessant i baggrunden. Og vigtigst af alt: han snakker ikke uafbrudt. 

Mest for fans og familier

Jeg kan godt selv høre, at jeg måske er lidt overkritisk mod en film, som ikke har til formål at provokere eller gøre nogen fortræd. For garvede Garfield-fans er der også et par godbidder. Man kan tydeligt mærke, at der er kælet for at få nogle klassiske billeder fra den gamle avisstribe ind, uden at det føles som overgjort fanservice.

Alt i alt vil jeg tro, at den falder i god smag hos børn eller hos folk, som er glade for slapstick-humor. Og det mener jeg ikke nedladende. Jeg er desværre bare ingen af delene. Problemet, som jeg ser det, er blot, at filmen ikke har særligt meget kørende for sig. Det er et pragteksempel på en film, man har glemt, lige så snart rulleteksterne ruller.