Ken Loach vender tilbage med materiale, der ligner det, han håndterede i sin Guldpalmevinder ’Vinden som ryster kornet’. Han formår dog ikke at få det samme udbytte ud af det denne gang.

‘Vinder som ryster kornet’ er en af de bedste film fra de seneste ti år. I sin skildring af den irske uafhængighedskrig er den brutal og nådesløs, men den formår alligevel at finde de fantastiske menneskelige øjeblikke, der gemmer sig under den overvældende undertrykkelse, som hovedpersonerne er udsat for. ’Jimmy’s Hall’ er ikke en direkte efterfølger til ’Vinder som ryster kornet’, men den foregår omkring ti år efter hændelserne i den tidligere film. Vi befinder os i et Irland, som stadig er påvirket af alt hvad der skete i den foregående film, men som prøver at samle sig igen.

Dancing with the devil in the pale moonlight
James Gralton (Barry Ward) vender tilbage til Irland efter at have boet i USA i mange år. Han bringer jazz og dans med sig hjem, og efter at have istandsat den hal som titlen henviser til, begynder han at sprede glæde med musik, dans og undervisning. Alle er glade, bortset fra kirken, der ser djævlen i jazzen og dansen som ondskaben selv. Kirken har enorm magt, og med politiet på dens side er der lagt op til en hård værdikamp mellem James og autoriteterne.

Barry Ward formår uden besvær at gøre Gralton til en meget sympatisk hovedperson, og præstationerne omkring ham er uden tvivl stærke. Alle Graltons modstandere er dog kedelige. De undslipper aldrig deres tydelige oprindelse i formularland. Den onde præst, den barske politimester… det bliver ganske ligegyldigt at se på. Barry Ward kommer dog altid på banen og får skudt noget liv i filmen.

Barry Wards medspillere leverer alle, hvad de skal. Selv de formulariske karakterer bliver forsøgt oplivet af gode præstationer. Særligt Oonagh, spillet af Simone Kirby, er varm og levende i sin skildring af Graltons tidligere kæreste.

Solidt arbejde er ikke altid nok
Ken Loach og filmfotograf Robbie Ryan skaber en billedside meget lig den, vi så i ’Vinder som ryster kornet’. Det er flot at se på, men når man filmer i Irland, er man allerede kommet godt fra start. Havde filmen ikke foregået i de grønne bakkelandskaber, eller en anden interessant lokation, ville jeg ikke have været imponeret af fotograferingen. Det er solidt håndværk, intet mere, og det kan man også sige om filmen som helhed. Den bliver aldrig rigtig spændende, men jeg var med, så længe det varede, og der bliver ikke trådt ved siden af. Der bliver bare heller aldrig budt på noget imponerende.