John Wick er tilbage for mere af det samme og mere til.

Titlen er ikke misvisende: Det her er en direkte fortsættelse af historien om lejemorderen John Wick. Manden, myten, legenden. Filmen starter med et brag og finder Wick i færd med at generhverve sig sin bil, der i forgængeren blev stjålet af gangsterskarnsknægten Iosef. Wick slutter fred med den sidste overlevende Tasarov, men der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene. Filmen er startet i højt tempo og fortsætter det filmen ud.

Is he back?
Wick får nemlig dårligt nok druknet sit arsenal i cement før fortiden banker på døren i form af italieneren Antonio D’Santino. Wicks tilbagevenden til underverdenen har skabt ringe i det dunkle vand og D’Santino er kommet for at indfri Wicks gæld til ham.  Som man nok kunne forestille sig, involverer det blodsudgydelser.

Dem skal man ikke lede længe efter og pauserne imellem dem er kortvarige. Der er tale om masselikvideringer på højt plan, når Wick trækker i det skudsikre jakkesæt og disponerer kugler og patroner i diverse kranier med klinisk effektivitet. Der bliver også plads til en knivskamp eller to og et enkelt slagsmål med Common, der genkalder ’They Live’ på den bedst mulige måde.  Det er superlækkert at se på og der i den grad blevet taget noter under ’The Raid 2: Berandal’ – især under scenerne med Hammer Girl og Baseball Man fra det indonesiske actionbrag.

I’m thinking he’s back
Ambitionsniveauet er højere og ønsket om at overgå den første film er mærkbart. Man kan mærke en klar bevidsthed om hvad, der gjorde første udspil til en mindre kultfilm. Denne gang har man så valgt at skrue alting op til 11. Der er flere smæk for guldskillingen, vi får flere detaljer om underverdenen og dens hyperstiliserede infrastruktur, og der bliver i hvert fald sagt ’Mr. Wick’ tre gange så ofte. Hvis man vil slå nogen ihjel, skal man bare foreslå et drukspil.

Variation er jo livets krydderi og hvis man skal komme med en kritik ’John Wick: Chapter 2’, så er det nok, at den til tider runger lidt for meget af forgængerens ekko. Bare større og mere overdådigt. Den centrale actionscene i filmens midte finder sted til en koncert i stedet for en natklub, og det føles nogen gange som om at den går i sine egne fodspor. Heldigvis er det er så pokkers veleksekveret, at ekkoet dør ud og ’Chapter 2’ ender som sit eget bæst. Det er en værdig efterfølger, der leverer nærmest alt, hvad hjertet kan begære.