Hver mandag her i foråret viser Grand teatret i København en fransk film, der som hovedregel ikke får biografpremiere herhjemme. En af undtagelserne er vinderen af sidste års ”Un certain regard” på Cannes film festivalen; Johnny mad dog. Instruerert og skrevet af den i Danmark ukendte Jean-Stéphane Sauvaire og medproduceret af Mathieu Kassovitz, der i sin tid slog sit navn fast med den barske beskrivelse af den franske ghetto i Hadet(La Haine) fra 1995.

Fællestrækket mellem La Haine og Johnny Mad Dog, er den indignation og vrede instruktørerne må have følt. En vrede overfor den menneskelige skraldespand virkeligheden er for de mennesker der i Johnnys(Christophe Minie) tilfælde lever i et fattigt og korrupt afrikansk land. Hvilket land får vi som tilskuere aldrig at vide og pointen hermed står ret hurtigt klart. Den håbløse situation er ikke et enkeltstående tilfælde, men fælles for mange lande på det afrikanske kontinent. Hvilken situation er så det kan man spørge, men efter at have set Johnny Mad Dog, virker ord som borgerkrig, nedslagtninger og børnesoldater, som sølle ubetydelige erstatninger for den umenneskelighed filmen viser os gennem barnesoldaten Johnny og hans kompagni af fortabte drenges hærgende færd gennem et forammet land.

Gennem skyderier, tyverier og fornedrelser af alle de voksne på deres vej imod landets hovedstad virker drengekompaginet, som en mararidtsudgave af de vilde drenge fra Peter Pans ønskeø og kannibalerne fra fremtidigsdystopien Mad Max. Dette understreges ved at drengene er i klædt sommerfuglevinger, Mohawk-frisure, brudekjole og navne som ”No Good Advise” og ”Johnny Mad Dog”.

Samtidig følger vi teenagepigen Laokole (Daisy Victoria Vandy), der bor sammen med sin far, der er krøbling og sin lillebror Fofo. Da oprørshæren med Johnny og de andre drenge i spidsen rykker ind i byen flygter Laokole med sin mindre bror, kun for at rende ind i Johnny da han er alene ude at patruljerer.

Johnny Mad Dog er ikke en film for sarte sjæle. Her er volden og brutaliteten så fortættet, at det fysiske ubehag flere gange får en til at gispe og overveje at gå før filmen er slut. Følelsem af ubehag slipper dog ikke taget i en , da filmens billeder hænger ved længe efter at Billie Hollidays gamle antirasicitiske hymne ”Strange fruit”  har (for)fulgt en ud på gaden.

Instruktør Jean-Stéphane Sauvaire har lavet en næsten ubærlig vigtig film, der fortjener at blive set, idet at den sætter fokus på den skændsel imod menneskerettighederne, som brugen af børnesoldater er.

Sideløbende med filmen har holdet bag oprettet ”The Johnny Mad Dog Foundation”, der er stiftet for at hjælpe og støtte tidligere børnesoldater med at finde tilbage til en tålelig tilværelse.