Sort komedie om tiårig nazist formår at udtrykke det tragiske uskyldstab, børn går igennem, når krisetiders alvor invaderer barnesindet.

”Heil Hitler, guys!” siger den flamboyante og fordrukne leder af Hitlerjugends lilleputlejr (Sam Rockwell), inden han introducerer de purunge nazisttalenter for en uge med antisemitiske workshops og learning by doing-kurser i sprængstofbrug.

Vi befinder os i slutningen af Anden Verdenskrig, og lykken er vendt for den tyske supermagt, så presset er stort på selv de yngste borgere i den totalitære stat.

En af dem er 10-årige Jojo (Roman Griffin Davis), som på trods af sit manglende flair for håndgranater er en dedikeret nazist.

Hans fascistiske barnetro er faktisk så intens, at hans fantasiven er ingen ringere end Der Führer selv – spillet af filmens instruktør, Taika Waititi.

Hver gang Jojo føler sig utilstrækkelig blandt de andre nazi-unger eller på anden vis møder tvivlens grumme ansigt, dukker Adolf op og fortæller ham, hvad han gerne vil høre.

Waititis komiske og empatiske Hitler-ven bliver hurtigt en effektiv metafor for den trykke, barnlige version af de nazistiske værdier, der gennemsyrer den unge dreng.

Den nazistiske uskyld
Og det er i sandhed en absurd virkelighed, for der er langt fra skruet ned for instruktørens tørre signaturhumor i filmens billede af nazi-tysklands sidste dage, hvor børn udstyres med avanceret krigsteknologi, og jøder er ondskabsfulde nisser med horn og haler.

Eller det tror Jojo i hvert fald, indtil han selv møder en.

Til drengens store foragt skjuler hans mor – en veloplagt Scarlett Johansson – nemlig en 17-årig jødisk pige i en af husets vægge.

Det barnlige verdensbillede, som den absurde humor og lemfældige omgang med nazi-retorik så smukt illustrerer, udfordres for første gang, da et venskab blomstrer, og en dannelsesrejse på ganske få kvadratmeter begynder.

I humorens navn skal især den altid fabelagtige Sam Rockwells militærveteran fremhæves sammen med sin assistent, spillet af Alfie Allen. Deres opgivende, men glamourøse fortolkning af det tyske militær løber med mange af filmens bedste grin.

Det kan virke næsten uforskammet, at humoren fylder så meget, som den gør, i en fortælling om en af historiens største tragedier, men det er faktisk filmens største styrke.

Fordi Jojo er et barn, har han ikke en chance for at forstå det grufulde omfang af den krig, der viser sig overalt omkring ham, og på grund af den milde humor tvinges publikum til at se begivenhederne fra hans naive perspektiv.

Derfor er det så hjerteskærende, da alvoren endelig kommer så tæt på ham, at ethvert håb om barnlig uskyldighed må vige bort i et øjeblik af total, uforstyrret sorg.

Efter dette definerende moment er der ingen vej tilbage. Hvad der følger, er en af filmhistoriens stærkeste og mest åndssvage skildringer af invasionen af Tyskland i maj 1945, der på skift er mesterligt humoristisk og frygtindgydende.

For vi kan ikke slippe af med alvoren nu. Den forstærkes kun af humoren, der gør kamppladsen til en absurd massakre.

Dann sind wir helden…
Jojos tragiske vej ud af barndommens uvidenhed ledsages af et drillesygt soundtrack, der blandt andet prydes med de tyske indspilninger af Beatles’ ’I Want To Hold your Hand’ og den ærefrygtindgydende (originale) tyske indspilning af David Bowies ’Heroes’.

Begge fungerer de som et underspillet nik til det spøjse faktum, at alle taler engelsk (dog med hver sin latterlige, tyske accent).

Mest opsummerende er Tom Waits’ kække ‘I Don’t Wanna Grow Up’.

Sammen med resten af filmen beskriver den opvækstens naturlige tragedie, der forhastes katastrofalt i krisetider så alvorlige som Anden Verdenskrig.

Et budskab, der i disse tider er svært at ignorere, når børn i Jojos alder føler sig nødsaget til at sætte sig ind i svære politiske diskussioner som reaktion på forældrenes handlingslammelse.