Jeg er lige kommet ud af biografen. Jeg har set ‘Joker’, og nu er jeg begejstret, frastødt og overrumplet. Jokerens oprindelseshistorie var slet ikke, hvad jeg havde forventet, men alligevel sært forløsende. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive!
Mulig vinkel: Den historiske
Jeg kunne påpege, hvilken umulig opgave, instruktør Todd Phillips har kastet sig over: at løse mysteriet om Jokerens oprindelse. Store skuespillere har gennem tiden inkarneret den diabolske og komplekse superskurk. Hver version har tilføjet lag til forestillingen om karakteren.
Jeg kunne beskrive, hvordan det alligevel lykkes Phillips at give en original, men plausibel forklaring på, hvem manden bag Jokeren er. Hvordan filmen frisker historien op, uden at se bort fra mytologien om Gothams uhyggeligste klovn.
Mulig vinkel: Skuespil
Det virker allerede som en kliche at pointere, hvordan Joaquin Phoenix som Arthur Fleck tager Heath Ledgers enorme, efterladte sko og fylder dem ud. Jeg kunne tilføje, at Phoenix formår at være helt sin egen: en ny og interessant Joker. I hans tynde, markerede ansigt glimter sorte øjne ildevarslende. Der brænder en ild inden i ham, og da den slipper løs, er det frygtindgydende destruktivt.
Men er det synd nødvendigvis at se Phillips ‘Joker’ i lyset af tidligere fremstillinger og ikke som et selvstændigt værk, der tipper på hatten af fortidens Jokere?
Mulig vinkel: Teknisk snilde og callbacks
Måske skal jeg i stedet forsøge at sige noget klogt om, hvordan billedesiden tager sin fortids tegneserieforlæg op. Storbymiljøet i Gotham har af og til tegneserieæstetik over sig, men på en naturalistisk måde. Der er flimrende lys i subwayen, grafitti og urbant armod overalt.
Lydsiden underbygger Arthur Flecks indre kamp med og mod det onde. Når han til psykologen forsøger at holde sin krop i ro, buldrer trommer farligt i baggrunden. Andre steder bliver mere upbeat-musik en forstyrret baggrund til Jokerens dansetrin. Jeg kunne give ‘Joker’ en stjerne for at være et dystert, spændingsfyldt portræt af storbyens barske sider.
Mulig vinkel: Medfølelse og det politiske
Jeg kunne gennem mine anmelderbriller se, hvordan filmen ikke er sen til at pege på en sammenhæng mellem sociopolitiske forandringer i storbyen og Arthur Flecks deroute. Det kunne jeg skrive meget om!
Da kommunen i Gotham må lukke socialforsorgen, kan han pludselig ikke få sine psykologsamtaler og sin medicin. Det er bare endnu en af de institutioner, der fejler den knækkede mand og sender ham i et kapløb mod bunden.
Det gør, at man på mystisk vis ikke kan andet end at føle med Arthur Felck. Det er en isoleret, desperat mand, der kan finde på at blive Jokeren. Med andre ord: under de rette, tragiske omstændigheder findes der måske en Joker i os alle?
Jeg kunne have ønsket mig, at filmen turde gå endnu længere kritikken af den ene procent i Gotham versus de 99 på bunden af det sociale-økonomiske hierarki. Stick it to the man!
Tak er kun et fattigt ord
Jeg har lyst til at ligge mig hjem under dynen og fælde en tåre for staklen Arthur Fleck. Jeg har lyst til at rejse mig op i biografen og klappe af filmkræs i skuespil, lyd- og billedside. Jeg har lyst til at sparke en dør ned for verdens økomiske uretfærdighed og have det godt med at gøre det!
‘Joker’ er tegneserieæstetik på naturalistisk, en smuk og foruroligende fortælling om forbryderen over dem alle, men som man sympatiserer med alligevel. Filmen holdt på kanten af mit sæde med hænderne oppe for munden størstedelen af de to timer, den varer, og jeg glemte helt at være kritisk anmelder. Så hvad kan jeg sige? Skynd jer ind og se den, så jeg kan plapre om den med nogen!
