På trods af plat, sjofel humor formår denne nye komedie alligevel at invadere dit hjerte med sin dejlige sans for særhed.

”Rumvæsener har prøvet at invadere Jorden i mange år,” lyder en voice-over på billedet af vores grønne planet, set fra rummet, ”De har prøvet alt. Men nu vil de bolle os.”

Som en person, der ikke ligefrem er fan af billige sex- og genitalia-jokes, så må jeg indrømme at jeg satte mig i biografsædet med en anelse skeptisk tilgang til ’Jomfruer fra rummet.’

Men som en science fiction-fan, så fangede denne ungdomsfilm selvfølgelig min interesse og nysgerrighed. Og på overraskende vis gik jeg ud af biografen med et smil på læben og ro i sindet.

Intergalaktisk fuckboy

’Jomfruer fra rummet’ kredser om den akavede, kiksede gymnasieelev Gustav (Albert Rosin Harson, ’Tinkas juleeventyr’) og hans endnu mere akavede og kiksede bedste ven, Buller (Milo Campanale, ’Nisser’).

De er et typisk makkerpar indenfor ungdomsgenren – de er nørdede, praktisk talt usynlige for alle de populære elever og er hverken gode til at få nye venner eller særlig kloge på romantik. Og tro til genren er Gustav selvfølgelig også dybt forelsket i den mest populære pige på gymnasiet, Barbara (Zelma Lewerissa), som knap nok ved han eksisterer, og som han aldrig har snakket med.

Efter at være blevet smidt ud fra en katastrofal fest ændrer drengenes liv sig dog for altid, da vores hovedperson vandrer alene hjem efter at have skændtes med sin bedste (og eneste) ven. Her møder han en sær fyr i parken, der er splitternøgen og virker ret fuld, så Gustav inviterer ham til at crashe på sit værelse natten over.

Men hans nye ven, Allan (Tobias Maj Stelzner), er hverken påvirket eller specielt hjælpeløs. Nej, han er et rumvæsen, sendt til Jorden med netop ét formål: at forplante sig med mennesker, og på denne vis overtage planeten og udrydde os mennesker.

Imens tror Gustav og Buller bare at de skal hjælpe Allan med at score en lækker pige. Men drengene er omtrent så kloge på kærlighed som Allan er – og det bliver et større problem end de lige havde forestillet sig.

Hjertet bag de store penis-jokes

Hvis intromonologen ikke allerede var nok til at sætte tonen for filmen, så er de første 30-40 minutter af ’Jomfruer fra rummet’ også fyldt til randen af platte jokes, komiske store alien-kønsdele, og smagløse toner af pædofili.

Tro mig, jeg sætter pris på at tale frit om sex og andre tabubelagte emner – sex er noget de fleste har, og derfor giver det ingen mening at det ikke er normaliseret, og at den danske sexundervisning derudover er så fandens mangelfuld.

Men at inkludere scener af Gustavs forældre, der taler bramfrit og seksuelt til folk, der er, for alt de ved, i teenagealderen og venner med deres søn, kan kun give publikum en dårlig smag i munden.

Det er når ungdomsfilmen har fået forløst alle sine sjofle penismetaforer, at den først begynder at skinne – og her overrasker og spreder hjertevarme den på samme tid, for ’Jomfruer fra rummet’ er lige så meget om venskabet mellem to unge som den handler om sex, og det er når hovedpersonerne skændes og trækker på deres emotionelle lag, at vi ser, hvor meget potentiale den i virkeligheden går og gemmer på.

Den populære Barbara er jeg næsten endnu mere forelsket i, som undgår at være en trættende mean girl og selv får lov til at have sine akavede øjeblikke på lige fod med mændene.

Aliens er queer og trans – det siger jo sig selv

Lige så åben og ærlig som ’Jomfruer fra rummet’ er omkring sex og genitalier, lige så åben er den om dens overraskende, forfriskende og yderst tiltrængte forhold til queerness og kønsidentiteter.

Filmen går beklageligvis aldrig særlig meget i dybden med den rumvæsenshær de har opfundet, men de har et afslappet og flydende forhold til køn, og hold kæft, hvor er det bare fedt at se i en mainstream dansk film.

På menneskeniveau er der også en transkønnet karakter, som egentlig bare får lov til at eksistere og være transkønnet – og desuden være et komplet røvhul, som enhver person kan være.

’Jomfruer fra rummet’ er et kæmpe skridt mod ærlig og fordomsfri repræsentation, velskrevne kvindelige karakterer, og om en dybsindig og mere velovervejet snak om sex, køn, samtykke, prævention og kærlighed.

Den gør intet af det uden platte replikker og en tand for sære scener, men har hjertet med sig hele vejen igennem. Der er atter udvikling af og håb for den danske ungdomsgenre derude – skål for det!