David O. Russells seneste skud på stammen opfylder ikke forventningerne. Med genbrug af det sædvanlige stjernecast leverer han i stedet en underlig overekspliciteret film om gulvmopper.
Har du også ofte gået og tænkt, at der mangler en film om, hvordan man sælger en praktisk gulvmoppe på den amerikanske udgave af tv-shop, eventuelt med Jennifer Lawrence i hovedrollen? Nej? Nå, men det har den femdobbelte Oscar-nominerede instruktør David O. Russell åbenbart, for hans seneste værk ’Joy’ omhandler netop dette.
”Hvordan endte mit liv her?” Hovedpersonen Joy, som spilles af Jennifer Lawrence, er en hårdtarbejdende enlig husmor, som føler, at hun spilder sit talent for at tænke nyt i hverdagens trummerum. En dag kommer hun imidlertid på en god idé om en gulvmoppe, og filmen følger herefter hendes forsøg på at sælge den. De første 40 minutter udpensler på overdrivende vis Joys miserable liv med en mor, som ligger i sin seng og ser sæbeoperaer hele dagen og en far som får maniske anfald og bor i kælderen ved siden af Joys eksmand. Det er så miserabel en situation, at jeg mister tiltroen til den opsatte virkelighed i filmen, som til tider synes lige så kunstig og plat, som de sæbeoperaer, Joys mor sidder og ser.
Bevares, filmen er til dels morsom i starten, for eksempel på grund af Robert De Niro, der bygger videre på den komiske stil, han har fremført i film som ’Stardust’, ’Meet The Parents’ og Russells egen ’Silver Linings Playbook’. Men filmen lader ikke til at kunne beslutte sig for, om den vil være et seriøst drama om en kvindes kamp for at vinde indpas i samfundet, eller en komedie om hvordan man sælger gulvmopper på tv-shop, selvom man har verdens mest dysfunktionelle familie.
J-Law som plaster på såret
David O. Russell har som nævnt castet Jennifer Lawrence som Joy, og hun gør det rigtig fint med det materiale hun har at arbejde med. Hun har en ”sweetness” over sig, som gør, at jeg øjeblikkeligt holder af Joy. Lawrence formår også at skabe en mere rørende dimension i sin karakter end hun gjorde i f.eks. ’American Hustle’, og jeg kan sagtens forestille mig, at hun ender med en Oscar-nominering for ’Joy’. Bradley Cooper er ligeledes en genganger Russells tidligere film, men han får overraskende begrænset tid på skærmen og leverer dertil en relativt ligegyldig præstation.
Jeg føler også, at det er problematisk, at Lawrence og Cooper er blevet castet sammen, da jeg ikke kan se dem i den samme scene uden at tænke på ’Silver Linings Playbook’ og ’American Hustle’. Jeg mindes konstant de tidligere film, og det forstyrrer min indlevelse i filmen og dens etablerede univers. Jeg håber, at Russell i fremtiden vil stoppe med af bruge de samme skuespillere igen og igen.
Alt i alt ender ’Joy’ med at være et væsentligt skridt ned af stien fra tidligere Russell-film som ’The Fighter’, ’Silver Linings Playbook’ og sågar ’American Hustle’. ’Joy’ kan ikke beslutte, hvilken type film den vil være. Den er underligt overfortællende til tider, hvor den udpensler uretfærdigheden i Joys situation og fortælleren seeren, hvad denne skal føre. Men en stærk præstation af Jennifer Lawrence gør alligevel filmen relativt seværdig.