Med filmatiseringen af Mozarts berømte opera Don Giovanni har, den afgående danske operachef for det kongelige teater, Kasper Holten taget springet til filmen med den ambitiøse omplantning af historien om den kvindeglade Don Juan til moderne forhold. Det er der kommet et smukt men mislykket monster ud af!
Nuvel. Denne anmelder er ikke den største operakender og skal derfor ikke kunne sige om musikken og sangene som det internationale stjerneensemble filmen disker op med, er i verdensklasse. Det er den utvivlsomt, og med musik skabt af Mozart, er det svært ikke at blive bjergtaget af de tonale vellyde, som fylder Juan fra start til slut.
Filmen starter godt ud ved at vi introduceres for Juan (Christopher Maltman) og hans væsen under en teateropførsel af netop Don Giovanni. Hvordan han forfører den lyshårede Anna (Maria Bengtsson) samtidig med at hans tro følgesvend og partner in crime; Leporello (Mikhail Petrenko) følger og filmer de to på afstand. Vel(an)kommet til Annas lejlighed forstyrres de to elskende af hendes far, politichefen (Eric Halfvarson), som truer Juan med at skyde ham. En trussel der ender med, at han ligger dræbt for Juans hånd!
Nu på flugt fra ordensmagten følger vi de to charlataner og specielt Juans kvindeprojekt. Et projekt der falder fra hinanden i takt med at hans fortid indhenter ham i form af den tidligere erobring Elvira (Elizabeth Futral), og i det at Anna tilstår sit utroskab for kæresten og fortæller politiet om Juan.
Hvorfor er Juan så et mislykket smukt monster. Det smukke kommer som sagt primært fra Mozart og hans geniale musik, men også de flotte locations i Budapest er med til at skabe visuel nydelse. Problemerne opstår i mødet mellem opera og film, hvor førstnævntes brug af det teatralske og højstemt patos på film ret hurtigt virker overstyret, kunstigt og ufrivilligt morsomt. At holdet bag filmen har gjort sig enorme anstrengelser for at imødekomme dette problem ved at indsynge alt live på optagelserne, i modsætning til den normale praksis med at dubbe sangene henover billederne, er desværre ikke lykkedes.
Med omplantningen af historien til det 21. Århundrede burde filmen føles mere vedkommende og appellerende for tilskueren, men det er som om, at filmen på trods af sine vanvittige flotte locations mere føles som livssimulerende scener end noget fra den faktiske virkelighed. Kernen i historien om den selvcentrerede Don Juan, der jagter kvinder som en narkoman jagter stoffet, er eviggyldig interessant i sit dobbelte fokus på mandens ensomhed samt den moraliseren, vi som tilskuere har overfor hans eskapader. Det drukner dog helt i en film, som aldrig formår at parre film og opera succesfuldt og dermed ender som et smukt men mislykket monster.
– Nicolai Meldgaard Eskesen