Af Dorte Winkler
Hvis du synes at julen starter tidligt er du ikke helt galt på den. Allerede på novembersførste premieredag bliver to julefilm hevet op ad strømpen, med henholdsvis Robert Zemeckis’ animerede 3D version af Charles Dickens’ juleklassiker A Christmas Carol, og den danske komedie Julefrokosten af Rasmus Heide, som i 2008 debuterede som filminstruktør med komedien Blå Mænd. Med sin nye julefilm, håber Rasmus Heide at give os en god dansk julekomedie der kan matche de klassiske, og overvejende amerikanske, julekomedier, som han selv er stor fan af.
I den klejne by Bakkedal har den ærgerrige Patrick (Martin Brygmann) slet ikke nok i at være chef for bilforhandlerkæden Mastodont, han må have skovlen under den mere ydmyge Holgers Auto, som mildest talt ikke udgør nogen trussel. Alligevel sætter Patrick en operation i værk med den nyansatte Anders Bo (Thomas Voss), som skal infiltrere Holgers Auto under den årlige julefrokost og få fingrene i Holgers kundekartotek. Men det skal selvfølgelig ikke gå så nemt, og undervejs støder den velpolerede Anders Bo både ind i kærlighed og en julefrokost der byder på alt fra S/M, ballekopiering, kampdruk, sprøjte-ørl, striptease og leg med farligt værktøj.
Holdet på Holgers Auto er en samling karikerede eksistenser af den skæve slags, og hos den patriarkalske Holger (Dick Kaysø) er der plads til alle, også selvom man har haft en alvorlig ulykke og er en oppegående grøntsag, som fx den tidligere værkfører Buller (Kim Bodnia). Mest morsom er den evigt forbigåede Torben (Søren Malling), som også er den karakter vi kommer til at synes bedst om i al galskaben, men også den skrappe bilsælger Stella (Anne-Grethe Bjarup Riis), som har brug for korporlig syndsforladelse for de lig hun har prakket kunderne på i årets løb, er fornøjelig nok. I det hele taget bliver de fleste af karaktererne forløst godt af det gode hold af skuespillere som er med i Julefrokosten, og som tydeligvis fornøjer sig med at give den gas. Det er også det der redder filmen, hvis manuskript egentlig er en søgt og fortænkt blanding af eventyr, Frank Capra og lavkomik. Klichéerne stimler sammen som små forfrosne nisser om den varme grød og noget decideret nytænkning i sammensætningen af er der ikke tale om. Alligevel er der flere gode grin undervejs, og hvis man ikke er for pernittengrynet i sine holdninger til hvad der er sjovt, så vil mange nok føle sig underholdt på ganske udmærket vis.
Personligt så denne anmelder gerne, at man, rent humormæssigt, var gået mere mod det sorte end mod det platte. Der er anløb til det, men det virker som om skabelsen af Julefrokosten har været plaget af kassetænkning, og så sælger plat nok væsentlig bredere. Om filmen bliver en juleklassiker af dem Heide selv holder af må tiden jo vise. Jeg tror nu nok jeg kan nøjes med denne ene gang.
Julefrokosten får lige hevet sig op på 3 stjerneformede brunkager (men dem skal man jo heller ikke have for mange af).
3 ud af 6 stjerner