Jurassic World

Er du bange for, at det seneste skud på Jurassic-stammen ikke lever op til dine barndomsminder? Det skal du ikke være – den er et helt andet monster! Som dog udviser stor respekt for det elskede univers.

Hvad nu hvis parken åbnede? Hvad nu hvis John Hammonds arv ikke blot var død og rædsel, men eventyr, forlystelse og ikke mindst de forhistoriske vidundere. Det er præmissen for ’Jurassic World’, hvor dinoerne lever i bedste velgående på Isla Nublar, tæt op ad luksushoteller, Starbucks og candyfloss i slikboderne. Alt er tilsyneladende fryd og gammen i dette monster-”SeaWorld”, indtil det selvfølgelig går galt, og så går det også rigtig galt. Det ambitiøse forskningshold på øen har nemlig udviklet en ny dinosaur-race, Indominus Rex, for at øge gæstetallet, og det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort. Snart er den koloenorme Indominus ude af sit bur, helvede bryder løs, og det er nu op til vores helte at redde dagen. En sådan temmelig standard dag i livet i Jurassic Park sammenhæng.

Bange anelser
Lad mig bare sige med det samme, at jeg er kæmpe fan af serien (specielt den første), og jeg har været mere end almindeligt bange for, at dinoerne på lærredet ville skuffe mig fælt i denne omgang. Men de bange anelser blev gjort til skamme, så snart vi kører igennem de klassiske låger, der byder velkommen til ”Jurassic (Park) World”. Det var som om en barndomsglæde strøg ind over mig. Jeg fulgte med melankolsk sorg og glæde den unge Gray, da han stifter bekendtskab med forlystelsesparken for første gang – og det i en sådan grad at det nærmest var rørende, da titelmelodien spillede ind over den unge drengs glæde over synet af parkens mange fristelser. Jeg fik kuldegysninger.

En værdig efterfølger!
’Jurassic World’ er dog mere end blot en hommage til sin ikoniske forgænger. Den prøver også at stå på egne ben, hvilket den formår at gøre på ren og skær adventure-stil med en god helt, en kærlighedsinteresse, en masse mennesker der skal reddes og lidt for mange storylines. I dens iver efter at forsøge at genoplive Jurassic Park-franchiset, bliver den til tider en smule uholdbar, og uden at spoile noget drejer det sig blandt andet om dinosaurer, der tørner ud mod hinanden.

Men når det samlede regnskab gøres op, blev min frygt gjort til skamme! Uden at ’Jurassic World’ på nogen måde kan leve op til originalen, er den ret så sej på alle leder og kanter. Dinosaurerne er temmelig seje, og hele universet er monstercool, og man bliver intet mindre end blæst om kuld i IMAX-biografen, som er en rigtig fed måde at opleve filmen på. Til trods for nogle lidt ærgerlige udviklinger i filmen, kan man uden bange anelser tage ind og se ’Jurassic World’ og nyde oplevelsen.

Parken er åben!

https://www.youtube.com/watch?v=Kjkx0JbE_fc