Op på hesten igen. Med hest mener jeg self. Tyranosaurus Rex (Tyranosaurus Hest?).
For børn og voksne der elsker dinosaurusser, var 2015’s ’Jurrassic World’ et kærkomment gensyn med det originale filmunivers, skabt af Steven Spielberg tilbage i 1993 og baseret på Michael Crichtons roman af samme navn fra 1990. Filmen tjente kassen og anmeldelserne bar tydeligt præg af de enkelte anmelderes forkærlighed for de små (og store) dinobasser. Det ville denne anmeldelse også gøre, så jeg må hellere melde klart ud: dino’er siger mig sgu ikke så pokkers meget. Men tillad mig med det samme at gyde olie på vandene: er du, kære læser, en dino-connaisseur så frygt ej – ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ byder på snesevis af dino’er i alle afskygning, denne gange bragt endnu mere livagtigt til live ved hjælp af flere praktiske effekter og dukker sammenlignet med forløberen.
Tilbage til en fuser
Fire år efter at Jurrasic World-parken gik nedenom og hjem er dinoøen Isla Nublar overladt i dinosaurussernes varetægt. Lige indtil øens ellers inaktive vulkan pludselig begynder at få kløen i fingrene efter en omgang dino-destruktion version 2.0 i en sky af aske og pimpsten. Vor helte fra sidste film, Claire og Owen, kunne (ligesom Johnson) godt tænke sig at kigge forbi i et forsøg på at redde de psykotiske dræberdyr. De fortjener ellers ifølge denne dyrehadende anmelder at dø en langsom og pinefuld død (ulige Johnson). Redningsmissionen ender naturligvis med at være en monster dårlig ide. Redningsholdet viser sig også hurtigt at have mindre altruistiske hensigter end forventet, og en konspiration ang. dyrenes videre fremtid oprulles hen ad vejen. Hvis det lyder som plottet fra 1997’s ’The Lost World: Jurrassic Park’, så er det fordi det basalt set er det samme.
Claire og Owen spilles stadig af adonis-skuespillerne Bryce Dallas Howard og Chris Pratt, de to halvguder har denne gang følgeskab af unge Daniella Pineda og Justice Smith, hvis ligegyldige karakterer er fraværende fra størstedelen af plottet. Ligesom i 2015 er den eneste rigtigt troværdige relation imellem Owen og hans Velociraptor-veninde, Blue. Et anfald af jubeloptimisme ramte mig som en asteroide da jeg så selveste James Cromwell tone frem på lærredet. Hvilken genistreg at indfører denne legende fra ’Babe den kække gris’ i en ny film, der også handler om dyrerettigheder (dog rettigheder for computerskabte uddøde dyr, men stadig). Skuffelsen var dog total da rulleteksterne tonede frem og jeg slukøret måtte sande, at replikken ”that’ll do dino, that’ll do” totalt var udeblevet! Vidunderlige Jeff Goldblum er også med igen, men hans karakter bliver fuldstændigt spildt og har kun få replikker.
Momentvist medrivende
Filmen har dog stadig indtil flere medrivende og visuelt imponerende seancer. Modsat forløberen gøres der i denne omgang langt mere brug af praktiske effekter, og flere scener foregår i intime omgivelser på rigtige filmsets. Det giver oplevelsen et mere fysisk og autentisk udtryk som forgængerens CGI-helvede virkelig savnede. En række scener opnår da at blive reelt spændende og visuelt flotte at kigge på. Et kæmpe skud ud skal lyde til den meget stemningsfyldte og uhyggelige åbningsscene, der havde mig på kanten af sædet!
Det er action og dinogys for alle penge, og det ofte bedre og mere overbevisende leveret end i forgængeren. Men det er alt andet end selve dino’erne, som halter gevaldigt, og hvor meget man kan abstrahere fra det afhænger af sin dinofascination. Om end filmens to timer føltes meget lange, så var jeg stadig momentvis så godt underholdt, at den samlede oplevelse ikke var af kataklysmisk karakter. To store stjerner herfra.
Foto: kino.dk