Endelig peger pilen i den rigtige retning for DCEU, jublen vil (næsten) ingen ende tage.
Der har været megen polemik omkring den her film – ja faktisk hele DC Extended Univers (DCEU) Instruktøren Zack Snyders hidtidige eskapader fik en rimelig hård modtagelse. Da han så i foråret trådte tilbage fra planlagte re-shoots grundet personlige årsager, og Joss Whedon blev bragt ind, anede denne anmelder et lille glimt af håb i mørket.
Manden, der cementerede Marvels position med den første ’Avengers’-film, skulle nu redde DCEU fra afgrunden. Ikke nok med det, så bragede ’Wonder Woman’ ind og blev elsket af såvel publikum som kritikere (med enkelte undtagelser). Kunne man monstro overføre den stemning, som var i filmen, til ’Justice League’?
Efter Supermans (Henry Cavill) død i ’Batman v Superman’ har verden ændret sig. Fyrtårnet, der advarede onde kræfter om at holde sig væk, er slukket og nu kommer de væltende. Batman (Ben Affleck) beslutter sig derfor for at samle en gruppe helte til at tage kampen op. Udover den guddommelige Wonder Woman (Gal Gadot), drejer det sig om Aquaman (Jason Momoa), The Flash (Ezra Miller) og Cyborg (Ray Fisher).
Kan alle disse egoer forenes i kampen mod den megalomane Steppenwolf (Ciaran Hinds)?
Virker bekendt
Det er ikke helt så mørkt og dystert, som i de tidligere Snyder-film. Der er stadig de himmelråbende ultra-slow-mos, men de fungerer faktisk når Flash og hans fart bliver sat i scene. Dyrkelsen af superheltene som guder er der også, men knapt så allestedsnærværende som tidligere. Bevares, der er dem med superkræfter, men vi har også ”the accidents”, som Flash kalder ham selv og Cyborg.
Den ene ramt af et lyn og den anden genopbygget fra de døde af en sørgende forælder. Der er en helt anden menneskelig tilgang til disse – især Miller er en vidunderlig neurotisk teenager, der leverer den ene one-liner efter den anden. Nogle lettere utilsigtede og alle med varierende effekt rangerende fra lille rynke på læberne til højlydte grin.
Den diametrale modsætning finder man i Fishers Cyborg. Som et Frankensteins monster prøver han at finde meningen med sin eksistens. Før død, nu en form for liv, som er i konstant udvikling og ude af hans egen kontrol. Denne karakterversion var for mig en af flere positive overraskelser i filmen.
Var det et grin?
Forbavselsen var stor, da det første grin indfandt sig. Det kom fordi, der rent faktisk var noget, som det var meningen, at man skulle grine af og ikke fordi det var utilsigtet sjovt. Her føler man Whedons bidrag til projektet; der er en lethed, som tidligere har været bandlyst. At se Flash forsøge at lokke et fist-bump ud af Cyborg er dejligt akavet og ligeså har den brovtende Aquaman et pinligt og ærligt øjeblik.
Det er de indslag, der løfter filmen og gør at man rent faktisk smiler, når de store actionscener kommer. Desværre er skurken bare en uinteressant CGI klump, som mere eller mindre blot er en undskyldning for at samle dem alle. Dog er der flere ledetråde til kommende fjender (husk at blive til efter rulleteksterne), så det her er sidste gang skurken i DCEU må være fesen. De skylder publikum en ordentlig ond badguy nu.
’Justice League’ er et dejligt løssluppent bekendtskab – den er stor, larmende og rodet men stadig underholdende takket være nye bekendtskaber i form af Aquaman, Flash og Cyborg, samt at man nu har droppet den tonstunge alvorssky, der har ligget som en kvælende smog over de tidligere Snyder film.
