Af Dorte Winkler
Denne anmelders viden om Justin Bieber var yderst sparsom for ikke at sige grænsende til det decideret uvidende inden hun tilbragte 105 overraskende fornøjelige minutter i selskab med den unge fyr, holdet omkring ham og hans meget dedikerede og glade pigefans til visningen af Justin Bieber: Never Say Never.
Never Say Never centrerer sig omkring Justin Biebers udsolgte turne ”My World” i sommeren 2010 og ikke mindst den udsolgte powerkoncert i Madison Square Garden i New York, musikgiganternes arena. Mens vi klipper mellem diverse numre fra koncerten, bliver vi introduceret til Justin Biebers crew på touren, hans opvækst, familie og den absolut tydelige musikalitet der har kendetegnet ham fra han var helt lille. Justin Bieber er måske nok en nuttet fyr nu, men han var virkelig nuttet som lille, og det kan vi jo så sidde og fryde os over med gamle hjemmevideoer og diverse snapshots. Men det er de mange små interviews og klip med de trofaste og inkarnerede fans, der får filmen helt op og ringe med klokken på humørbarometret. Grimme eller kønne, så er tweenpigerne så fyldte af kærlighed til Bieber, at alle som en lyser op som en brud på sin bryllupsdag og smelter ens hjerte med en uskyld der er til at føle på og en begejstring og engagement der må få alle over 18 til at føle sig som udtjente sure sokker til sammenligning. Det er også de her fans Bieber kan takke for sin succes for uden deres commitment til han youtube videoer, og efterfølgende koncerter ville Bieber nok ikke være sluppet gennem branchens snævre nåleøje. Talent eller ej. For det er tydeligvis ikke nemt at være en græsrodsbevægelse indenfor popmusikken og vejen er lang. Men nu lykkedes det, og Bieber håndterer sin berømmelse med lige dele professionalisme, taknemmelighed overfor sine fans og total carefreeness. Filmens eneste krise opstår da Bieber ikke kan finde ud af at spare på stemmen og må se i øjnene at han ikke kan tage sin stemme for givet nu han er blevet pro. Men det er nu også ganske interessant at se den dengang16-årige Bieber forholde sig til, at hans nye liv fremover er hans normale liv, og at der afkræves mere ansvar af ham end af hans jævnaldrende.
Filmen er fyldt med Biebers musik – primært i form af koncertnumre med diverse gæsteoptrædener, fra Miley Cyrus og Usher, til Jaden Smith og Boys II Men. Det er også koncertdelene som kan give lidt gåsehud – og ja et par våde øjne – fordi vi er helt tæt på de mange fans som har deres livs oplevelse og fest – uden at være høje på noget som helst andet end en 16-årig dreng med lækkert hår og noget rimelig popmusik med nemme tekster. Er det ikke bare dejligt at tænke på.
Koncertdelen er delvis skudt i 3D og man bliver ind imellem lidt forvirret af det skiftende perspektiv, hvor Bieber med gæster det ene øjeblik er i live størrelse for derefter at fremstå lidt hobbitagtige i 3D delene. Til gengæld giver 3D Justin Bieber mulighed for at række hånden ud mod sit publikum og ting i den stil – noget der nok skal få et par hvin frem hos nogle af tøserne.
Trods sin begejstring for filmen har undertegnede dog hverken tænkt sig at købe en cd med Bieber, downloade hans musik, gå på youtube eller følge ham på twitter. Men jeg siger tak for bekendtskabet som gav et dejligt glad frikvarter midt i uskyldens glemte sfære, i en verden der pt. er plaget af radioaktiv stråling og borgerkrige, oven i alle de andre sædvanlige elendigheder.
