’Kæledyrenes hemmelige liv’ portrætterer kæledyrene, som alle tidligere ejere kun kan nikke genkendende til. Den bliver dog mere sløv, når det kommer til filmens andre karakterer.
Når forventninger sættes højt
For en måneds tid siden vandrede jeg en tidlig morgen forbi den store roterende sølv-jordklode, med 16 store stolte bogstaver om hver sin side, der sammensat bliver til titlen på en af de største studier i USA – Universal Studios. Adressen er Los Angeles, Californien, temperaturen bevæger sig langsomt omkring de 40 grader og den kæmpe flok af kinesiske turister, der uhøfligt møver sig forbi mig bevidner, at jeg er i en af USA’s mest populære forlystelsesparker. Du undrer dig sikkert over, hvad dette har med ’Kæledyrenes hemmelige liv’ at gøre? Fair spørgsmål. Svaret ligger i den funktion, parken har for det store selskab. Den bliver nemlig ikke kun brugt til at reklamere for selskabets store bedrifter indenfor filmhistorien, men mere end noget andet som en stor reklame for selskabets nyeste store hit – nemlig ’Kæledyrenes hemmelige liv’.
Under alle de store shows og rundvisninger er der mindst en, ofte flere, reklamer for filmen. Det er tydeligt at Universal mener, at deres underselskab Illumination som skabte succesen ”Grusomme mig”, nu endnu engang har ramt plet. Deres forventninger og dermed også mine er på højde med den store kopi af Hogwarts der tårner i parken, som dens nye store attraktion. Hvorfor denne lange anekdote? Jeg tror jeg finder den nødvendig for at begrunde min egen holdning til tegneserien. Efter alt den hype Universal havde pålagt filmen (i parken såvel som gennem de tusindvis af reklamer på de amerikanske kanaler) så forventede jeg den næste ’Find Nemo’ eller ’Toy Story’. Men trods plottets slående ligheder med ’Toy Story’ var det ikke den næste store tegneserie-klassiker jeg havde håbet på.
Højt humør og en fantastisk start
Det starter ellers rigtig godt ud. Den lille kortfilm der bliver vist først, med Illumination-selskabets guldsten Minions i hovedrollen virker som en god opvarmningskunstner før selve koncerten. Den er sjov, genkendelig og fjollet, og sørger for, at man er i et godt humør før filmen overhovedet går i gang. Denne stemning bliver med det sammen videreført til selve filmen, idet Taylor Swifts ørehængende sang ’Welcome to New York’ guider os igennem selv samme bys animerede gader. Humøret er højt idet vi får introduceret vores hovedperson, en hund ved navn Max og hans ejer. En fantastisk og morsom montage introducerer os til lejlighedens andre dyr, og det er her filmen brillerer. Filmen har virkelig indrammet dyrenes personlighed spot on, og enhver katte eller hundeejer kan nikke genkendende til deres karaktertræk. Det er gennemført, og det er rigtig sjovt! Begejstring niveau 10/10.
Derefter begynder filmens plot så småt, og herfra er min begejstring så småt dalende. Max’s ejer kommer hjem med en ny adopteret hund, og en konflikt opstår hurtigt mellem de to. Jeg forstår Max idet han ikke har lyst til at miste sit specielle bånd til sin ejer, men den nye hund Duke bliver svær at sympatisere med, da det virker som om han bare er småegoistisk og ond uden grund. Dette er et grundlæggende problem for mig gennem hele filmen, men konflikten imellem dem er dog erkendeligt nødvendig for at få os en i filmens næste akt, og den skaber også et par meget sjove scener. Begejstring niveau 8,5/10
Kedelige skurke, kedeligere film
Så begynder anden akt for alvor. I bedste hjemme à ude à hjemme fortællerstil, og dette er en yderst konventionel film, mister de to hunde deres navneskilte og farer vild i New York. De skal nu både finde hjem og på samme tid flygte fra filmens skurk, af grunde jeg af spoilermæssige årsager ikke vil forklare. Det er her, kilden til faldet i min begejstring er at finde, nemlig i filmens hovedskurk, der er en kanin. Og nøj hvor den kanin irriterer mig. Filmen går imod sit eget princip med virkelighedstro dyr, som har genkendelige karaktertræk. Kaninen er bare rendyrket ond, og er af uforklarlige årsager blevet leder af en kæmpe undergrundsbande af dyr, der mener alle mennesker er onde og jubler over deres død. Dens to øverste undersåtter er et firben der ingen funktion har, samt en tatoveret gris, som kun er der for at være en punchline for en enkelt joke. Der virker ikke til at være lagt de store tanker bag disse karakterer, som ellers synes at kendetegne filmens første 15 minutter. I en tid med så interessante skurkeroller er det her bare ikke godt nok. Begejstring niveau 3/10.
Hjemme er bedst, specielt når ude er middelmådigt
Begejstringen falder dog ikke permanent gennem resten af filmen. Vi følger parallelt Max’s venner; de andre kæledyr fra lejlighedskomplekset, der prøver at redde dem, og her brillerer filmen endnu engang! De samme gennemførte karakterer er på banen igen, og det er genkendeligheden i deres optræden, der gør det ekstra sjovt. Der ligger muligvis en pointe i, at kontrasten er mellem gadedyrene og kæledyrenes genkendelighed. I og med vi ikke har brugt flere timer af vores liv på at observere gadedyrenes opførelse, og dermed ikke på samme måde ville kunne relatere til det vi ser. Men portrætteringen af dem bliver bare så ensformig og halvhjertet, at de falder til jorden, og trækker en ellers brillant film ned. Det er ikke godt nok, at ude er middelmådigt når hjemme er fantastisk. Begejstring niveau 5,5/10.
Det er nu lidt over en månedstid siden, at jeg blev bombaderet med reklamer for ’Kæledyrenes hemmelige liv’ i den overproppede forlystelsespark. Er det den nye store klassiske tegnefilm som generationer i fremtiden stadig vil huske? Nej. Burde man tage ind og se den alligevel? Hvis du skal underholde dit eller andres børn i den nærmeste fremtid ville jeg klart sige ja! Det er en underholdende film, og modsat de fleste andre familiefilm er den også hyggelig at se som voksen. Der mangler dog den bestemte x-faktor, der gør nogle af Disneys, Pixars og tidligere Illumination’s film værd at tage ind og se på en voksentur, og den bliver aldrig rigtig til mere end en god familiefilm.