Kan det overhovedet lade sig gøre at lave en medrivende film om en vanskabt pétanquespiller, hvis replikker består af tre ord? Svaret er: Sagtens! Med ’Kæmpen’ ser det nærmest ud som om, at det ikke kunne have været lettere.

Vraltende går den autistiske og vanskabte Rikard bestemt afsted mod sit mål. Væbnet med et nærmest ikke-tilstedeværende ordforråd forsøger han at erobre tre ting: Det nordiske mesterskab i petanque, sin mors kærlighed og vores hjerter. Hurtigt bliver man som publikum overvundet.  Man får nærmest lyst til at springe ud af biografsædet for at hjælpe Rikard på vej mod sine mål. Som en tro væbner står Rikards gode ven Roland ved hans side. Klar til at bakke Rikard op agerer Roland som Rikards talerør. Men ”actions speak louder than words”, og de ”actions” må Rikard selv stå for.

Lidt til selvrefleksionen
Understøttet af et uforståeligt velfungerende westernsoundtrack vælter vi rundt i scener, der spiller på det sjove, det triste og det eventyrlige. Til vores held bliver det udført velbalanceret.

Man kan let komme til at grine lidt med på mobberierne Rikard udsættes for, og hurtigt giver grinet én en fæl eftersmag af antipati over for sig selv. Her går det op for én at man selv er en del af det problem som ’Kæmpen’ påpeger. Den voyeuristiske rolle man har som publikum, er den samme rolle mange i virkeligheden har over for folk som Rikard. Det er umuligt at hjælpe ham med alle hans problemer. Ved at dehumanisere kan man lettere forholde sig til folk som Rikard. Det er her ’Kæmpen’ fortæller os, at hjælp også kommer i form af et enkelt skulderklap.

Så gør det! Spring ud af det biografsæde!

Den inddragende kæmpe
Frygt ikke at ’Kæmpen’ bare vil give dig dårlig smag i munden. Der er masser af gode grin at komme efter. Især den gennemgående joke om petanque som en sportsgren, der bliver set ned på af alle andre end dem, der dyrker sporten. Samtidig leverer den også en livsbekræftende historie, hvor noget så banalt som en fødselsdagssang kan give permanente smilerynker til selv det mest plastikopererede ansigt. Hvor andre film med et lignende budskab let kommer til at distancere sig fra sit publikum, formår den lette tone i ’Kæmpen’ at inddrage i stedet.

Friskt blod til filmverdenen

Selvom ’Kæmpen’ er instruktøren Johannes Nyholms debutspillefilm, har ambitionerne været tårnhøje. Det er til tider iøjefaldende at se i computereffekterne, at ambitionerne har været højere end budgettet kunne holde til, men man ser tydeligt potentialet, der ligger bag. Stadig er det dog imponerende, at man har turdet satse, og at der er kommet så helstøbt en film ud af en historie og et budget, som ikke lyder imponerende på skrift. Men som ’Kæmpen’ lærer sit publikum, må vi ikke undervurdere de små spillere.