Når man sidder i en mørk biograf og gerne vil være lidt sur på en halvkikset film, så er det enormt frustrerende at få tårer i øjnene.
Det er ikke de store konflikter, man bedes forholde sig til i Johan Löfstedts debutfilm ’Kære Far’. Björn Löfstedt og hans fire ældre søstre, der alle er midaldrende Smålændinge, mister deres far, som efterlader dem hver sin videohilsen. Som resultat heraf beslutter de sig alle for at hanke op i deres stilstående tilværelser ved bl.a. at starte en bogklub. Det lyder som udgangspunkt ret banalt, men Löfstedt har gimmicks i ærmet.
Autenticitets-land
Det mest radikale virkemiddel i denne svenske feel-good film er, at samtlige skuespillere er medlemmer af instruktørens egen familie. Selv kameramanden er en del af Löfstedt-klanen. Dette koncept leder tankerne hen på Jon Bang Carlsens lignende brug af virkelige personer spillende sig selv i en interessant gryderet af fiktion og dokumentar i film som ’Før gæsterne kommer’.
Vi er således i ”autenticitets-land” og for at slå realismefetichismen fast, er der også brugt en stor mængde hjemmevideoklip fra skuespillernes/karakterernes barndom, som bidrager effektivt til fornemmelsen af hovedpersonernes interne forhold og historie.
En mindre heldig gimmick er, at der hyppigt og med stor entusiasme skiftes imellem farvefilm og sort-hvid på umiddelbart arbitrære tidspunkter. Det er en gåde, hvad intentionen med denne tilføjelse er, da det tilsyneladende ingen sammenhæng har med noget som helst, og skiftene således primært er distraherende.
Og der tudes
Selvom hvert enkelt medlem af søskendeflokken har sin egen relativt veludførte personlige historie, så er Bjørn filmens klare hovedperson, og han har også åbenlyst den mest interessante historie af de fem.
Bjørn er vellidt og glad for sit arbejde, men lider som resultat af sin opvækst med dominerede søskende af en voldsom angst for at tale offentligt. I filmens begyndelse forsøger han at holde en tale til sin faders begravelse, men mislykkes. Derfor kan det jo ikke gå anderledes, end at han partout skal deltage i et øjenåbnende teaterkursus, som forandrer hans liv for evigt.
Klichéerne flyver om ørerne, og der tudes i hver anden scene, men lige da jeg skal til at diagnosticere filmen med ”Erik Clausen-syndrom” (overpatetisk livsvisdom med kiksekage), sker der noget. For hver gang Per, den afdøde far, er på skærmen i sine videohilsner, så former der sig en lille tåre i min kyniske øjenkrog. Fem gange lykkes det Per at få både mig og sine børn til at tude små svenske tårer, og der er ikke noget at gøre.
For det ER rørende. Ligegyldigt, hvor banal handlingen er, så forbliver filmen – især pga. de ekstremt jordnære præstationer fra Löfstedt-familien og specielt den afdøde Per – enormt sympatisk, og Leif Jordanssons soundtrack understøtter perfekt den ”svensker-hygge” der hersker hele vejen igennem. Mod min vilje tvinges jeg efter de 90 minutter til at forlade salen med et stort dumt smil på mit ansigt.
’Kære Far’ er en af de der film, man bare ikke kan være sur på, ligegyldig hvor meget man gerne vil. På trods af de irriterende farveskift, den i øvrigt klodsede klipning og det overpatetiske plot, så forbliver den autentisk hvor det tæller og frem for alt menneskelig.