I kærlighed og krig gælder alle kneb, men i den nyeste blandt mange rørende film om 2. verdenskrig, er der ikke nogen kneb, som ikke er set før, eller karakterer, som efterlader spor så dybe som virkelighedens modstandshelte gjorde.

Hvad forventer man, når man sætter sig ned i det bløde biografsæde for at se endnu en film om krig? Er det gyselige billeder fra fronten, flagrende naziflag, alvorlige strategimøder om overtagelse af verdensherredømmet? Eller er det de dybtfølte og dvælende relationer mellem overlevende og efterladte, og realistiske skildringer af hverdagens kvaler under en altødelæggende krig?

Vi har alle sammen set én, eller virkelig mange, film om den fremherskende krig i midten af 1900-tallet, og man må antage, at det er virkelig svært at lave en film om dette overeksponerede emne, uden at det virker som endnu en gentagelse. Både den bombastiske og højspændte, og den dramatiske og langsommelige krigsfilm er repræsenteret i filmbilledet i alle afskygninger og i alle lande.

Og netop midt i det, der føltes som en overflod af film om 2. verdenskrig, kommer den tyske instruktør Andreas Dressen med en fortælling, der er baseret på virkelighedens Hilde og Hans Coppi, to af datidens helt store modstandshelte. 

Her kommer han med en rørende og realistisk, men triviel fortælling om modstandskæmperne og datidens kvindeliv, der ender med at falde lidt for nemt ind i de forventninger, vi alle har til genren. Og desværre bliver det en lidt kedelig og forglemmelig fornøjelse.

Der hvor sommervarmen og vinterkulden mødes

I Berlin 1942, bliver den unge kvinde Hilde (Liv Lisa Fries) taget til fange af Gestapo for at samarbejde med Sovjet, og sprede kommunistisk propaganda. Det samme gør hendes mand, Hans, (Johannes Hegemann) og resten af deres spraglede venneflok, der alle består af salonkommunister og modstandsmænd. 

Sommeren, hvor hun mødte sin mand Hans, var den lykkeligste, hun nogensinde havde haft. En sommer fyldt med badeture, spirende kærlighed, og nervepirrende, men spændende sabotageaktioner, hvor de alle sammen var i ledtog med modstandsbevægelsen Det Røde Orkester.

Det var varmt og trygt, men sommeren ender brat, da Hilde og hendes venner bliver opdaget, og solens varme forsvinder hurtigt bag de små vinduer i det grå Gestapo fængsel.

Hilde er gravid, da hun bliver hentet hjemme hos sin mor og smidt i fængsel, og føder kort efter en lille dreng ved navn Hans Junior. Hendes fremtid ser sort ud, men hun formår at gøre sig selv behjælpelig på fængslets sygestue, og prøver at holde modet oppe i en tid uden så meget at glæde sig over.

En monoton skildring i rødbrun og askegrå

Filmen er smuk, simpel og klichefyldt. Der er intet, der overrasker eller sparker benene væk under én, men den svøber seeren i et tæppe af kærlighed og sorg, og luller en i søvn til lyden af unge mennesker, der flirter, og barnegråd.

Mens nutidens Hilde bevæger sig frem mod en iskold og ulykkelig verden i et kvindefængsel, bevæger datidens Hilda sig tilbage til lykkeligere tider med jordbærmarmelade og kys fra en ny elsker.

Vekslingen mellem nutiden og fortiden fungerer godt, og dekonstruerer kærlighedshistorien mellem Hilda og Hans på mesterlig vis. Især fungerer måden, hvorpå man igennem filmen går længere og længere tilbage i den smukke og idylliske sommer i Tyskland, og her får små brudstykker at se af det varme og kærlige forhold mellem Hilda og hendes nærmeste.

Strukturen er, hvor filmen brillerer, hvilket gør det ret så kedelige portræt af virkelighedens helte, endnu mere frustrerende.

For på lydfronten, i farverne og settings, føles filmen både varm og indbydende. Men i længden bliver det utroligt frustrerende, at der ikke er noget, som bryder den følelse af monotoni og behag. Der er ingen voldsomme opture eller nedture, og hvis der er, så underspilles de og bagatelliseres. Selv alle Gestapo-agenterne er flinke og sympatiske, og Hildas venner, mor og mand er forstående og velmenende. 

Men at alle de onde nazister bliver portrætteret som mennesker, er vel med til at bryde med de klichéer som man kender fra genren. Er det ikke en god ting?

Jo, men alligevel formår filmen ikke at gribe den vinkel og gøre noget unikt, men i stedet at skabe en langsommelig og uinteressant fortælling. 

Liv Lisa Fries (Babylon Berlin) spiller vidunderligt, men resten af karaktererne er forglemmelige. Der er få scener, bl.a. de intime samtaler mellem Hilde og fængselspræsten, som får tårerne til at smyge sig frem. De når dog aldrig helt at komme frem til øjenkrogen trods den triste og forfærdelige virkelige fortælling.

Filmen mangler et drastisk fortællemæssigt skift, noget højstemt drama, eller en vovet visuel vision. Den bliver simpelthen for monoton og kedelig.

Hvordan genopfinder man den dybe tallerken?

Der er ingen voldelige gengivelser, intet nonchalant hagekors i baggrunden, ingen nævnelse af krigstyranner eller koncentrationslejre, kun de små nuancer i hverdagens krigsrædsler. Og man længes efter noget mere. Ikke fordi at filmen mangler de klichéfyldte symboler, der ofte gør andre film om 2. verdenskrig utroligt forudsigelige, men fordi fraværet af det gør præcis det samme.

Det er en smuk og trist lille fortælling, som ikke bryder grænserne for genren eller skaber opmærksomhed omkring sig selv, hvilket er ærgerligt, fordi historien fortjener mere.

Hilde Coppi var en sej og stærk modstandskvinde, men i filmen virker hun aldrig rigtig meget stærk eller meget svag. Det er noget af det, som gør filmen så realistisk, men også det som hæmmer den drivkraft, en spændende og medrivende krigsfilm gerne skal indeholde.

Filmen er sødmefuld og hjertelig, men desværre glemmer man den hurtigt i den sump af både klichéfyldte og suveræne 2. verdenskrigs film, der kommer i biografen hvert år.