Forhistoriske dyr fylder tilværelsen i det grå liv ved havet, hvor du kan drømme dig væk i frisk luft og våd uld, imens Kate Winslet og Saoirse Ronan udforsker et nyt bekendtskab i 1800-tallets England.

I filmen baseret på den sande historie om en af palæontologiens helte, oplever man Mary Annings (Kate Winslet) liv som enlig videnskabskvinde boende i Lyme Regis på Englands sydkyst sammen sin mor.

Mary har brugt hele sit liv på at samle og sælge fossiler til turister og på trods af flere fantastiske fund af forskellige slags øgle, sætter hendes køn en stopper for, at hobbyen kan blive et rigtigt job.

Indtil en amatørgeolog, Mr. Murchison, og hans kone, Charlotte Murchison (Saoirse Ronan), kommer på besøg fra storbyen.

Palæontologiens stjernemoment

I 1800-tallets England var det svært for kvinder at få anerkendelse indenfor den mandsdominerede videnskabelige verden. Dén tankegang udfordrede Mary Anning, som igennem sine fund af smukke fossiler af forhistoriske dyr satte sit præg på menneskets forståelse af biologi og livets udvikling.

Det skal nok lige siges, at jeg er uddannet geolog og har været i Lyme Regis for at se på fossiler, og det var endda under samme tid som optagelserne af ’Ammonite’ foregik.

Var jeg mere fokuseret på at få et glimt af skuespillerne end at se fossiler? Måske.

Men det er bare for at sige, at jeg nok var lidt forudindtaget, før jeg overhovedet så filmen, i og med at det ikke kun er to af mine yndlingsskuespillere, der er med, men at den så også handler om ikoner fra geologien og palæontologiens verden.

Mange af de fossiler, som Mary Anning fandt, endte med at blive solgt til rige adelsmænd eller museer, hvor de blev udstillet uden at anerkende, at det faktisk blev fundet og identificeret af Mary.

Så af den grund alene er jeg kæmpe fan af ’Ammonite’, fordi det er virkelig på tide, at Mary Anning får den anerkendelse, hun fortjener.

Når stilheden kun bliver brudt af bølgernes brus

Med det sagt, så er ’Ammonite’ en absolut æstetisk smuk film.

Filmen er instrueret og skrevet af Francis Lee, som tidligere er kendt for ’God’s Own Country’ (2017), og meget i takt med den lidenskabelige romance sat i det vindblæste og golde Yorkshire-landskab, kan man i ’Ammonite’ også næsten mærke den stikkende kulde ved havet på Englands sydkyst helt inde i knoglerne.

Falmet uldtøj, overskyet himmel og mudrede klitter skaber et overraskende smukt grå farveskema, som kombineres med lyden af vinden, der rammer de skarpe kanter på de faldefærdige huse ved havnen i Lyme Regis, og lyden af læderstøvler, som træder over knasende småsten på stranden.

Tonen i løbet af filmen er domineret af simple lyde fra naturen selv og musik bliver kun brugt enkelte gange meget nødigt. Og når det så sker, så føles det som en forstyrrelse af det simple liv ved havet.

Samarbejdet mellem lyd og handling er simpelthen så smukt og balanceret, at det er en ren fornøjelse at følge Kate Winslets mageløse præstation som Mary Anning.

Hvilket der netop er mere plads til at fokusere på, når filmeffekterne er så underspillede.

Talent så endeløs som livets udvikling

Mrs. Charlotte Murchison bliver ladt tilbage i Lyme Regis af sin mand, som er træt af, at hun er så deprimeret. Hvad han ikke ved er, at der er mere end bare bølger og frisk havluft, som kan få hendes humør op igen.

Selvom Mary Annings efterkommere har nægtet, at Marys forhold til Charlotte var mere end bare venskab, så valgte Francis Lee at tolke deres tætte venskab som en romantisk affære.

Desværre kan det hverken definitivt be- eller afkræftes, nu hvor begge parter er døde for længst, men uanset, hvad der skete i virkeligheden, så bliver forholdet smukt portrætteret af Kate Winslet og Saoirse Ronan.

Der er jo ingen tvivl, hvor talentfulde de to damer er, og sat overfor hinanden formår de at skabe en gnistrende kemi, som ikke kræver mere end et løftet øjenbryn eller en kruset mund i stedet for højtsagte ord.

Det forstærker også baggrundslydens effekt og tilstedeværelse, så bølgebruset næsten bliver en karakter i sig selv.

En film til kenderne

’Ammonite’ kræver dog en bestemt slags seer, for at det bliver en lige så positiv oplevelse, som jeg havde. Jeg kan derfor godt sige, at det ikke er en film for alle.

Sekvenserne kan godt være til den lange side, specielt når der ikke er andet end lyden af en hammer på sten, og der opstår også mange ubesvarede spørgsmål i løbet af de stille interaktioner mellem Mary og Charlotte.

Men lægger man det til side og fokuserer på Mary Anning og handlingens essens i sig selv, så er ’Ammonite’ noget af et filmisk kunstværk.

Og så vil jeg også gerne lige give en kæmpe tak til Mary Anning for hendes indsats og arbejde indenfor geologi og palæontologi – du er et ikon.