Britiske soldater forsøger at overleve et helvede af blod, sved og sand i en medrivende krigsfilm, der dog ikke gør seeren meget klogere på hverken konflikten i Afghanistan eller de mennesker, der kæmper i den.

En patrulje på tre soldater gør kort pause i et udtørret flodleje. Solen bager, og det fine gule sandstøv, der dækker nærmest alle flader i det ugudeligt tørre Afghanistan, står op i små skyer, hver gang soldaternes støvler rammer jorden. Et voldsomt brag flækker stilheden, og den kommandohavende officer ligger konfus og udspredt på jorden – i voldsom smerte og uden ben.

En Krigsfilm uden fjender
Kajaki er en interessant krigsfilm i den forstand, at selve krigen mest af alt fungerer som en fjern kulisse til det nære drama, der spiller i forgrunden. Den lille patrulje er uden at vide det vandret dybt ind i et omfattende umarkeret minefelt og er nu fanget der. Taliban har tilsyneladende ingen ide om, hvad der foregår og er faktisk ikke engang ansvarlige for minerne, der er et levn fra den russiske invasion i 80’erne. Med den umiddelbare fjende ude af billedet er miljøet hovedmodstanderen, og ’Kajaki’ ender derved med at minde mere om en overlevelsesfilm end et egentligt krigsdrama.

Filmen er uhyre medrivende, og man følger engageret med, når de stakkels soldaters problemer fortsætter med at vokse. Umiddelbart ser det ellers lyst ud. Hjælpen ankommer hurtigt og talstærkt, og snart er den sårede officer forbundet og klar til evakuering. Der er imidlertid ingen ledige redningshelikoptere i området, og der går ikke lang tid før den nyankommne hjælp selv begynder at detonere miner. Snart ligger flere af feltlægerne selv med søndersprængte lemmer i en situation, der accelererer mere og mere ude af kontrol.

Baseret på virkelige hændelser
Som den lettere kvalmende undertitel ’The true story’ også understeger, har det tydeligvis været en prioritet for filmskaberne at få ’Kajaki’ til at ligge så tæt op af de virkelige hændelser, der skete i Helmandprovinsen som overhovedet muligt.

Dette har muligvis også fået dem til at rense filmen for alt, der kan forstås som et politisk budskab. Ikke engang den gennemtyggede frase: ”krig er helvede” synes helt at passe til filmens selvforståelse. ’Kajaki’ formår aldrig at komme med nogen interessante pointer om hverken mennesker eller krig, og da filmen var færdig, sad jeg tilbage med en sult efter refleksion. Oplagte spørgsmål som ”hvorfor tager man i krig?”, ”hvorfor er vi i krig?” og ”hvordan er det at være i krig?” bliver aldrig rigtig besvaret.

Filmens meget snævre fokus på at fremstille en enkelt begivenhed i Afghanistankrigen så præcist som muligt, munder ud i et medrivende og meget jordnært overlevelsesdrama. Den forsømmer til gengæld at fortælle os noget dybere om krigen og de mennesker, der kæmper i den.