Nosferatu gør status på film- og serieåret der gik. Denne gang fremhæver skribent Ida Hugge de 3 film, der ifølge hende, er de bedste romantiske komedier nogensinde.
2020 var på grund af den verdens omspændende pandemi, et tragisk år for den romantiske komedie, så i stedet for at grave nogle middelmådige forsøg frem fra årets skuffe, er her 3 klassikere, der har holdt ved igennem tiden og som kan bringe lidt romantik til juleferien.
Selvom vi alle godt ved, at der måske ikke findes nogen ”den eneste ene”, og at ’happy endings’ ikke altid varer ved, så er vi mange, der alligevel elsker en god rom-com.
3) As Good As It Gets – ‘Det blir’ ikke bedre’ end Jack og Helen
Jack Nicholson, Helen Hunt, Greg Kinnear og Cuba Gooding Jr. spiller sammen i denne romantiske komedie, som er så meget mere, end den ser ud. Det er en film, som sidder i dig længe efter, du har set den og giver dig lyst til at blive ”en bedre person”.
Når hundehaderen får hund
’As Good As It Gets’ er intelligent instrueret med solide skuespil præsentationer fra hele castet, der løfter plottet til et højere niveau og viser det ekstraordinære i det ordinære.
Jack Nicholson er uimodståelig som den midaldrende, succesfulde eneboer-forfatter Melvin Udall, der lider af OCD og dårlige manerer. Han bor isoleret i en New Yorker-lejlighed sammen med sine manuskripter, sit klaver og sine 1000 bunker håndsæbe. Den eneste kontakt han kan holde ud, er singlemoderen og servitricen Carol (Hunt) fra hans sædvanlige Manhattan café, der professionelt tackler hans neurotiske ubehageligheder indtil hun en dag får nok, da han spørger ind til hendes syge søn og hun smider ham ud.
Filmen omhandler et usædvanligt venskab mellem 3 meget forskellige karakterer, der bliver rystet sammen efter en voldsom ulykke og de sideløbende historier fletter sig elegant ind i hinanden indtil de bliver én.
Vi følger både Melvins forhold til Carol og hendes søn samt hans anstrengte forhold til sin homoseksuelle kunstner-nabo Simon (Kinnear). Efter at Simon bliver banket til blods og får røvet hele sin lejlighed, får homofoben og hundehaderen Melvin uforvarende ansvaret for, at passe Simons hund og henad vejen udvikler der sig et meget specielt forhold mellem hund og dens nye ”ejer”.
Den romantiske historie udvikler sig samtidig, da Melvin opdager hvor syg Carols søn egentlig er, hvilket forårsager at hun ikke har så meget tid til at passe sit café-job og servere for ham. Derfor beslutter han sig for at støtte hende økonomisk med lægehjælp til drengen (uden at hun ved det), så han kan få hende tilbage bag disken.
En overlegen Hollywood-film
Dialogen er humoristisk og ægte, men også med dybe undertoner. Begyndende med hunde-kærlighed, til nabo-kærlighed og ultimativt til romantisk kærlighed har Mark Andrus (manuskripforfatter) og James L. Brooks (instruktør og medforfatter) skabt en gribende historie om kompromis, næstekærlighed, mentalt helbred og vigtigheden af menneskelig omsorg og kontakt.
Filmen blev nomineret til 7 Oscars (inklusiv Bedste Film som gik til Titanic), hvilket i sig selv er lidt af en præstation for en romantisk komedie. På trods af, at ’Titanic’ rev alle statuetter ned af hylderne i stort set alle kategorier, blev det alligevel Nicholsons og Hunts skuespil der løb med Oscars for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle det år.
Det er da også især deres knitrende samspil der har gjort, at jeg har givet denne film en plads på listen over de 3 bedste rom-coms nogensinde.
2) My Fair Lady – Askepot med selvindsigt
Jeg ved, hvad du måske tænker: ”En Britisk (rig) overklasse-professor indgår et væddemål og forsøger at ’forbedre’ en fattig, beskidt blomsterpige ved at få hende til at tale ”pænt” og putte hende i en ”fin” kjole, så hun kan blive en ”dame”. Gab.. hvad skulle det kunne fortælle os i dag?
Oh ho oh ’enry ’iggins! Just you wait ’enry ’iggins!
Man kan hurtigt smide ‘My Fair Lady’ ud med fortidslevnene fra en tid før feminismens bølger fik kastet ulighederne helt op på stranden, og umiddelbart er denne historie også ”so last year”, men du må ikke undervurdere den ’loverly’ musical, som har meget mere på hjerte, end at en snegl på vej’n er tegn på regn i Spanien, som remsen lyder. Det er ikke en film om et geni, der forvandler en svag kvinde til et ’korrekt’ eksempel på overklassen. Det er derimod en film om en stærk kvinde, der forsøger at holde fast i sin identitet på trods af et kontrollerende samfund og en snæversynet mand.
Filmen fra 1964 er baseret på Broadway-musicalen med Julie Andrews som Eliza Doolittle og med sange af Jay Lerner og Frederick Loewe. Musicalen fra 1956 var oprindelig baseret på teaterstykket ’Pygmalion’ fra 1912 af Bernard Shaw, som så er inspireret af en del af Ovid’s ‘Metamorfoser’, hvor en skulptør forelsker sig i en statue af den “perfekte kvinde”.
And without much ado we can all mutter through without you!
Narrativet om en mand, der tror han kan forme den perfekte kvinde, har været en prominent pensel i fortællerens værktøjskasse, helt op til i dag med film som ‘She’s All That’, ‘Grease’, ‘Pretty Woman’ og utallige andre.
Men i forhold til flere andre adaptioner af denne genrekonvention, er ’My Fair Lady’ ikke sexistisk og kvindefjendsk, men derimod en film om sexisme.
Med tilføjelsen af de selvironiske og samfundssatiriske sange, fordyber Lerner og Loewe det samfundskommenterende lag og giver Eliza Doolittle en historie med personlig integritet og stålfasthed, mens de kommenterer på det privilegerede patriarkat.
Knowing I’m on the street where you live
Hvor er romantikken, Ida? Troede det var en romantisk komedie?? Ja. Det er det skam også vil jeg hævde. Men det er en romantisk komedie med dybde og med et samfundssatirisk bid. Eliza Doolittle er en kvinde der på trods af modstand og undertrykkelse fra samfundet, trodser sin ’fangevogter’ og Pygmalion (den arrogante privilegieblinde Higgins) og i stedet for at lade sig forme til det som det etablerede system forventer af hende, vælger sin egen vej og sin egen kærlighed, nemlig den unge (og pengeløse) aristokrat Freddy der står som repræsentant for et nybrud i måden at se både kvinden og klassesamfundet på.
I slutningen af filmen hvor Higgins ønsker hende ”tilbage i sit liv”, efter at hun er gået midt om natten med alle sin ting, siger hun til Higgins at hun ønsker at gifte sig med (og forsørge) Freddy, da hun gennem sine nyvundne kompetencer nu er blevet selvforsørgende.
Men ligesom Nora i ’Et Dukkehjem’ af Henrik Ibsen ved vi ikke helt, hvad det hele ”ender med”. Det gør det dog ikke mindre romantisk.
I’ve grown accustomed to the trace – of something in the air
Der er mange fortolkninger af slutningen på ’My Fair Lady’. Går hun tilbage til Higgins fordi hun ved, at i 1912 er det bedre at have eget hus med en chauvinistisk mand end at leve på gaden? Gifter hun sig med Freddy alligevel? Starter hun sin eget fonetik-skole? Bliver hun endelig en kvinde i en blomsterbutik i stedet for at sælge blomster på gadehjørnet? So many questions…
Siden 1956 har forskellige opsætninger givet deres bud på, hvad Eliza vælger til sidst og 1964 filmens slutning er stadig oppe til debat, så du kan lægge det i den, du vil.
Men det er også netop dette, i skøn forening med ikoniske skuespillere, de store evergreens og den eventyrlige scenografi, der får denne romantiske komedie til at få klassiker status og lande på denne liste.
1) Pride and Prejudice – Den originale rom-com
Denne klassiske historie (af den indflydelsesrige forfatter Jane Austen), som er blevet genfortalt utallige gange på utallige måder, er indbegrebet af den ultimative romantiske komedie: To mennesker, der er hinandens modsætninger, kommer mod al forventning til at falde for hinanden til sidst.
Så hvilken genfortælling er den bedste? Bridget Jones’s Diary fra 2001 er et prima eksempel på et genialt ’spin’ på den originale historie. Men jeg holder mig til originalen og for mig er der to versioner, der kæmper om førstepladsen. Miniserien fra 1995 og filmen fra 2005.
Jeg holder enormt meget af filmen med Kiera Knightly i hovedrollen som den stålfaste Lizzie, men som en selvproklameret Jane Austen-fan, vælger jeg dog alligevel mini-serien som min favorit med Colin Firth som den hovmodige Mr Darcy.
Miniserien fra 1995 har efter min mening et bemærkelsesværdigt følsomt nuanceret manuskript, der ved hjælp af de perfekt-castede skuespillere, bringer den højt intelligente og spektakulære dialog til live. Jeg er sikker på at den ville gøre Austen stolt.
Miniserien er instrueret af Simon Langton og er elegant fortalt med smukke billeder og scenogtafi. Andrew Davies(der faktisk også er forfatter til Bridget Jones’s Diary) som har skrevet manuskriptet, er krediteret sammen med Jane Austen, hvilket understreger hvor tæt op af den originale bog filmmanuskriptet har lagt sig.
Skuespilpræstationerne er også gode med stærke kræfter som tidligere nævnt Colin Firth samt bla. Jennifer Ehle , Benjamin Whitrow, Susanna Harker og Alison Steadman.
You must allow me to tell you how ardently I admire and love you Ms Austen
’Pride And Prejudice’ fortæller historien om den uafhængige og livlige Elizabeth Bennet, som møder den stolte og rige Mr. Darcy. På trods af deres klasseforskel, uenighed og misforståelser finder de til sidst ud af at de er bestemt for hinanden og vi får en ægte ”happy ending”. Vi får også romantisk komedie for alle pengene med smukke omgivelser, natur og intense blikke.
Umiddelbart kan denne historie virke reaktionær, naiv og forudsigelig, men læses romanen og ses filmen i et historisk perspektiv, er den alt andet en det.
Austen skrev om kvinder og da der kun var få forfattere der interesserede sig for kvindernes position i samfundslivet, blev Austen et talerør for den tids kvinder og fik derfor med ’Pride and Prejudice’ (samt resten af hendes forfatterskab) skabt et helt ny spin på genren, der ikke kun blev en af forløberne for den nutidige romantiske komedie, men blev også nogle af de første fortællinger der beskrev samfundslivet set fra kvindernes synsvinkel. ’Pride and Prejudice’ må derfor siges at kunne kaldes den ultimative rom-com og jeg vil godt gå så langt til at påstå, at nutidens besættelse af “quirky” kvindelige karakterer stammer fra Jane Austens geniale fjerpen; især med Elizabeth Bennet.
Mere end bare Colin Firth i en våd trøje
’Pride and Prejudice’ er en film/serie, som mange (især mænd) vælger fra, allerede på grund af titlen, temaet og billederne af historiske periode-kostumer. Men netop rammerne, perioden og sproget skaber faktisk muligheden for virkelig at udfolde dybden, humoren og den skarpe samfundskritik, som den klassiske historie byder på.
For ’Pride and Prejudice’ er ikke kun en kærlighedshistorie – det er ligesom ’My Fair Lady’ også en historie om, kønsroller, økonomi og klasseforskel.
Det er et portræt af en familie uden sønner, hvis hele overlevelse hviler på skuldrene af de to ældste søstre. Udsigten for deres fremtid, via deres potentielle ægteskaber, er ikke bare en let fortælling om svage kvinder, der leder efter rige mænd.
Nej, historien understreger det voldsomme pres, som kvinderne dengang levede under. Forestillingen om det romantiske ægteskab var en ønskedrøm og stod i skærende kontrast til den barske virkelighed der nødvendiggjorde fornuftsægteskabet og ”Det gode parti”. Et eksempel på dette er Lizzies veninde Charlotte, der på grund af hendes klasse må tage det forståelige og pragmatiske valg at gifte sig, baseret alene på økonomiske udsigter. Senere forstår vi hvad konsekvenserne er, ved at gifte sig med en idiot med penge.
Det kan godt være, at der ikke findes noget der hedder “den eneste ene” eller “happy ending” men vi kan drømme os væk med opskriften på den moderne romantiske komedie.
‘Pride og Prejudice’ er den ultimative Rom-com der følger definitionen på en rom-til punkt og prikke og den gør det også til en velfortjent guldmedalje. Derfor giver jeg ’Stolthed og Fordom’ titlen som den bedste romantiske komedie nogensinde.