Tom Holland har smidt Spider-Man dragten til fordel for læderpistolhylstre og cargopants i den første film fra filmselskabet Playstation Productions. Men var det nu den bedste beslutning?

’Super Mario Bros’, ’Assassins Creed’ og for nyligt ’Tomb Raider’ og ’Mortal Kombat’ er blot et par eksempler på mere eller mindre dårlige adaptationer af højtelskede computerspil. 

Som fan af ’Uncharted’-spilserien blev jeg enormt misfornøjet ved nyheden om en filmatisering. Hvorfor lave en film om Nathan Drake & co., når det eneste, som skiller Uncharted-spillene fra Indiana Jones, er formatet?

Mine forventninger blev lavere og lavere, jo mere information der blev offentliggjort om filmen. Filmen er skrevet af Matt Holloway og Art Marcum, folkene bag ‘Transformers: The Last Knight’ og ’Men in Black: International’, og har Mark Wahlberg og Tom Holland som yngre versioner af hovedrollerne. Men desværre er det kun i matematik, at minus plus minus er garanteret at give plus.

Nathan Drake er for de uindviede en skattejæger ikke ulig Indiana Jones eller Lara Croft og er i øvrigt blandt de mest ikoniske computerspilskarakterer. ’Uncharted’ forsøger at fortælle historien om, hvordan han blev til den erfarne, sarkastiske selvtægtsarkæolog, som vi kender fra spillene. 

’Uncharted’ er ikke en direkte adaptation af ét af computerspillene, men en sammenblanding af plotpunkter fra alle spillene med Drake i hovedrollen. Samtidigt låner filmen sin struktur fra ’Tomb Raider’ (den uden Angelina Jolie) med et forsvundet familiemedlem, i dette tilfælde Nathans bror, der tvinger hovedpersonen på eventyr.

Ikke se, ikke høre, ikke tale

Instruktøren Ruben Fleischer som ellers står bag de underholdende ’Zombieland’-film er ikke til at få øje på. Instruktion af både kamera og skuespillere kunne være varetaget af enhver med ét fungerende øje. 

Af en adventurefilm at være er ’Uncharted’ umådelig kedelig at se på. Drake rejser jorden rundt i jagten på rigdomme og sin bror, men ikke én gang får publikum lov til at nyde Barcelonas flotte kirker eller Indokinas klare vand, fordi handlingen tvinger Drake og co. så hurtigt videre.

Dialogen er ikke værd at lægge mærke til heller. Til at starte med stopper filmen op hvert kvarter for at forklare os noget nyt om Nathan, Nathans mentor Sully eller skatten. Det er en massiv kæp i hjulet for filmens tempo, og forklaringerne om karakterer og opdagelsesrejsende er noget af det mest pølsesnakkende vås, jeg længe har set. Ofte forvirrer dialogen, mere end den afklarer. 

Det virker som om, Holloway og Marcum har ladet sig inspirere af Nolan-princippet ”Don’t try to understand it, feel it”, hvilket ville være i orden, hvis filmen formåede at frembringe følelser hos publikum. I stedet bliver publikum bare budt på historisk mandarinsprog.
Holloway og Marcum referer også til Indiana Jones undervejs, men disse referencer ender bare med at minde mig om, hvor meget bedre Harrisson Ford er i skattejægerrollen

Det er farligt at nævne bedre karakterer, end filmen kan byde på

Action-/Adventuregenren er normalt ikke en, man går til, hvis man ønsker helstøbte karakterer, men det ville have været rart, hvis filmen alligevel gjorde et forsøg.

Mark Wahlbergs Sully er ikke den kompetente karakter, som Sully er i spillene. Faktisk er han mest af alt forvirret i en sådan grad, at hans øjenbryn bliver en permanent fikstur i panden på ham.

Tom Holland er kun en tand bedre. Han taler, ligesom i hans Spiderman-trilogi, med en uidentificerbar amerikansk accent, hvilket desværre gør ham svær at skille fra Peter Parker. Begge karakterer har også en forkærlighed for dumsmarte bemærkninger, og kun i et par kampscener kan man se en snert af den originale Drake i Hollands udlægning. Det er mildest talt ikke i orden, når Nathan Drake er hovedpersonen. 

Overnaturlighed, for realismens skyld

Der er ikke kun spillenes karakterer og fortællinger om interessante historiske personer, der går tabt i filmatiseringen. En essentiel del af computerspillene er diverse gåder, spilleren skal løse undervejs for at komme et skridt nærmere skatten. 

Desværre er filmens skattejagtsscener allermest forstemmende. Jeg vil gå med til at indrømme, at det kan være svært at oversætte spillenes gåder til filmform, men jeg ville foretrække en film uden gåder, når det nærmeste, filmen kommer på disse, er karakterer, som gang på gang leder efter nøglehuller.

Jeg tror, det ville have hjulpet ‘Uncharted’ at inkorporere spillenes overnaturlige elementer – enten El Dorados descendants eller Irams Djin-dæmoner. Det ville klæde filmens univers og gøre det mere tro mod spillene. Samtidig ville de decideret overnaturlige væsner gøre det lettere for publikum at tro på Nathan Drakes supermenneskelige action-badutspring. Det er lettere at tro på, at en mand kan hoppe fra et flyvende skib til et andet, når først publikum har acceptereret, at filmens univers også beboes af zombielignende væsner.

Er man ikke bange for at begå sig på Youtube, gør fans af spillene klogt i at se Allan Ungars kortfilm ’Uncharted’ fra 2018 i stedet for 2022’s rodebunke. ’Uncharted’ blev desværre ikke filmen, som kunne redde computerspilfilmenes dårlige omdømme.