Libanons oscarnominerede svar på ‘Slumdog Millionaire’ og ‘The Florida Project’

“Ro i retssalen!” bliver der råbt, og rummet falder langsomt til ro. Alene tilbage står Zain.
Han har en dom på 5 år svævende over sit hoved fordi han, med egne ord, “stak et ægte svin ned!”.
Dog er det ikke ham, den syriske dreng på ca. 12 år, som i dag er anklaget.
Det er derimod hans forældre, som foran rullende kameraer og en måbende retssal, må svede under deres søns ønske om en tildelt straf. Deres forbrydelse?
At de, baseret på seksuelle impulser og et ønske om flere hænder der kunne sælge stoffer på gaden, bragte Zain til verden.

Zain Al Rafeea
Den ID kort manglende- og derved teknisk set identitetsløse dreng Zain, er spillet af den alt omfavnende amatørskuespiller af samme navn. Rafeea modtog gentagende gang stående klapsalver, for sin tildels selvbiografiske rolle, da ‘Kapernaum’ forrige år havde sin sejrsgang på bl.a. filmfestivallen i Cannes.

Hans portrættering  får dog til tider kamp til stregen, når resten af ‘Kapernaum’s små eksistenser, særligt hans on-screen søster Sahar (Cedra Izam) og babyen Yonas (Boluwatife Bankole), gang på gang, trods kaskader af modstand, rejser sig fra murbrokkerne og med løftet pande går i krig mod verdens elendighed med et smil på læben.

Rå virkelighed
Socialrealismen, der i ‘Kapernaum’s tilfælde afbilleder menneskehandel, en barnebrud, syriske flygtninges kamp for overlevelse og en sekvens som er 2018’s bedste bud på en ‘Sophies Choice’ (1982) homage, er en linedans på ildelugtende roser.

For hvordan portrætterer man, med neorealistiske benhårde metoder i brug, nogle af verdens mest kummerlige vilkår, uden det bliver til en tårevædet omgang, der kun mangler en solo violin i baggrunden for at give dens seere uhelbredelige hjertesorger?

Kvinden bag
Instruktør Nadine Labaki formår, på forunderlig vis, at styre langt udenom den følelsesporno, der hurtigt kan opstå, når fortællinger søber i en suppe af den ene ulidelige hændelse efter den anden. Hendes instruktion bringer en medmenneskelig værdighed til karakteren Zains anarkistiske kamp mod strømmen af kaos.

Med epileptisk rystet kameraføring i børnehøjde, en klipning som overlader de værste passager elegant til fantasien og spøjse (tydeligt spontant improviserede) replikker, viser Labaki en dyb indsigt i den virkelighed hun brugte 3 år på at researche. Noget hun ofte måtte gøre undercover i bl.a. fængsler, på Beiruts gader og i flygtningecentre.

Dommen fældes
Zains retssag, mod sine forældre, formår i sidste ende at strække sig udover den enestående fortælling, og bliver et symbolsk opråb for administrationers døve ører. Alt dette ført an af en gadedreng, som gør krav på sin eksistens og den kærlighed ethvert barn fortjener.

foto: Scanbox