’Kapgang’ er en skøn og hjertevarm film. Men, tag ikke fejl – den er ikke just et romantisk nostalgisk hyldest til 70’erne. Nærmere tegner Niels Arden Oplevs nye film et tragikomisk tidsbillede, der i mødet mellem seerens nutid og filmens korrekte datid, gør filmen pinligt historisk selvbevidst.

Jeg husker tydeligt den gang…
En flok pubertetsdrenge drejer om hjørnet iklædt sportstøj og vuggende hofter. Det er kapgang – Sønder Ommes store sport. Martin (Villads Bøye) er en ferm kapganger, og sætter efter dagens træning af sted gennem Sønder Ommes landsbyliv med en kasettebåndoptager i hånden, hvorfra Nazareths ’Love Hurts’ brager ud. Rolig i biografsædet forventer man en film om teenageårenes flygtige og forvirrende kærlighed, men da Martin triller ind af indkørslen, møder der ham et flag rejst på halvt og informationen om, at han mor er død.

I hjemmet venter hans grådkvalte far, Hans (Anders W. Berthelsen), og storebroren, Jens (Jens Malthe Næsby), der i sønderknusende sorg desperat forsøger at holde fast i moren, ved at iklæde sig hendes tøj. Hver mand passer sin egen sorg, og da limen der holdt hverdagen sammen er væk, må Martin tage styringen, for at familien ikke går i hundene. Martin har svært ved at forstå tabet, og endnu mere, at give plads til det i en tid, der for hans alder, burde handle om venskab, forelskelse og pubertet.

Kernefamilien
Vi befinder os i en tid, hvor reglerne for en kernefamilie er udiskuterbare, det er et fast defineret begreb, der i 70’ernes virkelighed (i provinsen, hvor hippiernes brud med kernefamilien endnu ikke præger bybilledet) betyder Mor, far og børn. Du kan ikke tage mor ud af ’kernefamilie’, så mister ordet sin betydning – og som faderen, Hans, så fint formulerer ”Det der med opdragelse, det var jo jeres mor, der tog sig af det. Så skal vi ikke aftale, at i fra nu af er voksne”. Hans ved hverken hvordan han skal opdrage, passe hus eller lave mad. Til gengæld ved han, at en mand har brug for fisse i både sorg og glæde. Og da det i protest fra Martin ikke må være Mona frisør, så har Hans heldigvis nummeret på ”en kvinde, der tager sig af den slags” uden for Sønder Omme.

70’er Stereotypen
Oplev har tidligere i både Drømmen og Fukssvansen vist talent for at skabe pinligt stereotype og nærværende biroller – og ’Kapgang’ er ingen undtagelse med sit rige persongalleri; Den maskuline idrætstræner. Den desperate frisør. Hippien fra storbyen, der vil kaldes Helle og ikke frk. Friis. En pædofil, der udnytter de unge drenges naivitet og seksuelle forvirring. Den ”lidt” for friske og lystige Lizzi, hvis fordrukne mand hverken kan styre sit temperament eller begær. Alle giver de farve og humor til lærredet, og sammen skaber de rammen om det lille lokalsamfund, hvor meget ties, på trods af, at intet er hemmelighed.

I form af trekløveren Kristine (Kraka Donslund Nielsen), Kim (Frederik Winther Rasmussen) og Martin handler ’Kapgang’ også om hormoner, om kærlighed ubetinget af køn og om overgangen fra barn til voksen. Alle tre leverer de en subtil præstation, specielt de to drenge er overbevisende og bør fremhæves i en scene, hvis indhold, skulle filmen nå hele vejen til Oscars, nok skal provokere.

Med ’Kapgang’ bedriver Oplev et stilfuldt og stemningsmættet tidsbillede, hvor Beatleshår, vidde og højtalje i bukserne præger lærredet. Et portræt af 70’ernes provins-Danmark, der med sin morbide humor gør publikum chokerende opmærksomme på filmens ironiske distance til datidens lemfældighed, kønsroller og ukontrollerede rygning og indtag af alkohol.