Af Jonas Kim Jakobsen
Michael Moores film der alle omhandler den menige Amerikaners kamp mod storkapitalen, og deres udnyttelse af selv samme, er sjovt nok gået hen og blevet en industri i sig selv. Moores film bliver set over det meste af verden og i høj grad i Europa. Vi elsker simpelthen at se vores værste fordomme opfyldt om vores trofaste og beundrede USA, og derved blive støttet i vores tro på, at vores system i sidste ende er det bedste. Som en trofast seer af The Daily Show with Jon Stewart, der aften på aften gør grin med USA, og resten af verden for den sags skyld, ser jeg mig som en stor fan af genren og har været underholdt og forundret over Moores film, som på hver sin særlige måde har udleveret hans eget land. Fra Bowling For Columbine, til Fahrenheit 9/11, til Sicko og så nu til hans seneste skud på stammen, Kapitalismen – En Kærlighedshistorie.
Med titlen på filmen er det ikke svært at gætte, hvem der står for skud og med finanskrisens indtog sidste år i USA sidste år kan man ikke just sige, at Moore har manglet materiale. I filmen følger han nøjagtig samme strategi, som han har lavet sine andre film efter. Vi besøger de menige Amerikanere, ofrene, hvis tårer og pinsler vi bliver udsat for, når f.eks. deres hus bliver smidt på tvangsauktion og vi bliver præsenteret for de store onde pengemænd med tætte forbindelser til Washington, samt dem som har arbejdet for dem, men pga. samvittigheds kvaler har valgt at udlevere deres tidligere arbejdsgivere. Moore giver os en historielektion i kapitalisme fra fagforeningernes opståen i 30’erne til deres endeligt i Reagan årerne og op til vores tid med Obamas indsættelse. Som altid i hans film bliver det hele serveret med en god dosis klip fra populær kulturens skatkamre i form af klip fra gamle Hollywood – og propagandafilm fra 50erne og 60erne, der naivt fejrer kapitalismen og ikke mindst en stærk dosis humor, hvilket gør, at filmen aldrig rigtig bliver kedelig. Som med alt hvad Moore laver, kan man stille spørgsmål til hans objektivitet, hvilket altid har været hans kritikeres stærkeste våben imod ham. Moore viser os kun lige hvad vi skal se af hvert klip på sådan en måde, at det passer ind i hans version af historien. Der er aldrig rigtig noget enten eller i hans film, og man er nødt til at stole på det man bliver præsenteret for, for at filmens budskab fungerer.
Man kan spørge sig selv hvor meget det lykkes Moore at rykke med sine film, når mange af hans seer sidder i Europa, og mon ikke dem som betaler for at se hans film i USA ved hvem han er og står for, og derfor i forvejen er enige med hans synspunkter. Hen imod slutningen af filmen fornemmer man også en mere desperat Moore, som prøver at opråbe det Amerikanske folk, men det er heller ikke let at ændre folks holdninger og slet ikke i det overvejende konservative USA.Filmen mangler til dels flere af de pr-stunts, som Moore er kendt for, som da han f.eks. i Sicko tager en flok amerikanere, som alle er blevet afvist lægehjælp i USA, trods for at de har en sygeforsikring, med til Cuba, hvor de alle bliver behandlet. Det var med til at give filmen en spændingskurve mere i stil med en normal spillefilm, hvilket kan være kærkomment i en to timer lang dokumentarfilm.
Der ligger et pudsigt paradoks i at Moores film er så sjove, når emnet er så alvorligt, det handler jo om folks liv, men det Amerikanske system kan til tider være så absurd, at man næsten ikke kan andet end at grine af det og humoren kan derved være en ventil for frustrationer. Frustrationer som mange Amerikanere står med netop nu, men som vi heller ikke kan se os foruden, eftersom wall-street krakket har påvirket resten af verden. Trods de manglende Moore happenings i filmen, som nok kan undskyldes med at det er svært at sætte ansigter på de mange skyldige for finanskrakket, er Kapitalismen – En Kærlighedshistorie helt på linje med Moores forrige film og hans sag er mere aktuel end nogensinde.
4 ud af 6 stjerner