Med Kapringen får Nordisk Film smidt endnu et stærkt filmkort på bordet her i efterårssæsonen, efter succesen med Susanne Biers Den skaldede frisør. Med Pilou Asbæk og Søren Malling i de to bærende roller er castingen knivskarp og skal nok afføde nogle nomineringer til næste års danske prisuddelinger.

Den 35-årige Tobias Lindholm har lagt pen til nogle af de bedste manuskripter i dansk film de seneste år, fx fængselsdramaet R, som han også instruerede og den socialrealistiske Submarino, som Thomas Vinterberg instruerede. Han står også bag manuskriptet til Thomas Vinterbergs nyeste film Jagten, som vi er mange der glæder os til. Men lige nu handler det om Tobias Lindholms anden film sombåde  instruktør og manuskriptforfatter, Kapringen – et intenst psykologisk drama om kapringen af et dansk skib og den efterfølgende forhandling om løsesummen for de ombordværende søfolk.

Kapringen foregår i nutiden, hvor visse internationale farvande er blevet usikker grund, så at sige, og hvor mangt et skibsrederi pludselig befinder sig i situationer der ligger langt uden for deres kompetenceområde. Dette sker også for det danske rederi Orion, hvis administrerende direktør Peter Ludvigsen (Søren Malling) er en mand med stor gennemslagskraft, der gerne overtager styringen hvis medarbejdernes forhandlinger med kunderne ikke giver de ønskede resultater. Da skibet MV Rozen bliver kapret i det Indiske Ocean få dage før besætningen skal afmønstre, indkalder rederietfornuftigt nok en mand der er ekspert i denne slags situationer. Trods alle hans erfaringer og gode råd om at indbringe en uvildig forhandler, vælger den egenrådige direktør at være den der alene skal stå for forhandlingerne, og dermed være i direkte kontakt med piraterne. I denne film folder Søren Malling sit talent helt ud og giver os et psykologisk troværdigt portræt af en slipsemand, der umiddelbart lever inden for sit jakkesæts grænser, usympatisk i sin selvtilstrækkelighed. Men også en mand der efterhånden bliver mere og mere presset i sine forhandlinger med de somaliske pirater, og opdager at selv han har sprækker i huden under den stramme businessuniform.

På skibet står kokken Mikkel (Pilou Asbæk) og maskinmesteren Jan (Roland Møller) i deres livs mareridt da skibet bliver boret af somaliske pirater. Det er ikke bare situationen der er skræmmende, men også den konstante viften rundt med maskingeværer og det fremmedartede og uforståelige sprog, som gidslerne hele tiden tiltales på og så, selvfølgelig, den usikkerhed der hermed overtager mændene: dør jeg eller overlever jeg? Pilou Asbæk giver en fremragende og meget hudløs skildring af en mand, der var få dage fra at være hjemme hos kone og datter, og som pludselig befinder sig under et meget konkret psykisk og fysisk pres midt i hede, klaustrofobi, stanken af pis og lort, truslerne og uvisheden.

Filmens fortællestruktur er bygget op omkring modsætninger og modpoler bakket op af billedsiden. Udover den indlysende modpol mellem de to locations, det kaprede skib i det Indiske Ocean og kontrolrummet i lille København, så er også Mikkel og Peter, som de to hovedkarakterer modsætninger. Ikke kun i deres psyke og den måde de håndterer kapringen og presset på, men også i deres fremtoning, med Pilou Asbæks fuldskæggede, svedende,  følsomme og rustikke mand, over for Søren Mallings kølieg, soignerede, tilknappede og glatbarberede Peter. Modsætningerne og polerne skærper både dilemma og drama, men der er ikke tale om sort og hvid her – det er ikke den slags modpoler vi er ude i. For der er bestemt ikke lagt op til de nemme løsninger iKapringen, men nærmere til eftertanke og reflektion: hvordan ville Mikkel klare Peters situation og hvordan ville Peter klare Mikkels på skibet. Og hvordan man egentlig håndterer en gidselsituation hvor man står over et folkefærd man ikke forstår.

I ordets mest konkrete betydning er disse mennesker prisgivet, for det er netop pris det hele handler om. Hvad kan man henholdsvis tjene som pirat, og hvor lidt kan man på den anden side, som rederi, slippe med at betale for at få sin besætning helskindet hjem? Denne særlige form for russisk roulette med besætningen er ikke for sarte sjæle.

Kapringen fremstår meget realistisk, ikke mindst i situationen på det kaprede skib – det er 99 minutters konstant spænding i mavemusklerne. Fra startens ildevarslende ringetone står det klart at denne film kan ende på to måder, og derfra er der så kun håbet tilbage som man holder fast i med ligeså svedige hænder som de arme stakler der er røget i piraternes net.