Kaptajnen -

Seværdig, surrealistisk fortolkning af nazismens væsen.

Tyskland, april 1945 – Götterdämmerung. Vestfronten er i opløsning. De amerikanske og britiske armeer er brudt igennem den tyske forsvarslinje ved Rhinen. Overalt kollapser organiseret modstand, efterhånden som de allierede styrker trænger længere og længere ind i det 3. riges hjerteland. Nazisternes endelige kraftanstrengelser finder sted i øst, hvor de sidste tyske reserver er opmarcheret; et håbløst forsøg på at standse det sovjetiske stormløb på dørtrinnet til Berlin. Hitlers tusindårsrige har blot uger tilbage at leve i.

Dette er universet i Robert Schwentkes ’Kaptajnen’. Efter en relativ anonym instruktørkarriere i Hollywood er han vendt tilbage til hjemlandet, og jeg vil mene, at han har begået en af de mest interessante tyske film om nazismen i lang tid.

Klæder skaber folk
Korporal Willi Herold er som tusinde andre på flugt, deserteret fra sin enhed. Bag fronten hersker lovløsheden og anarkiet, og enhver er sig selv nærmest. Desertører fanget af SS risikerer at blive skudt på stedet eller lynchet af civilbefolkningen.

Ved et lykketræf falder Willi over en forladt stabsbil, indeholdende uniformen fra en højtdekoreret kaptajn. Han indser hurtigt, at her foreligger billetten til overlevelse; ingen i det omkringliggende kaos har nemlig forudsætninger for at gennemskue hans skuespil.

Men der sker noget med ham, da han tager uniformen på – fra hjælpeløst iagttager til sin egen skæbnes forgrenede vej, er han nu egenrådigt i kontrol over den. Og vigtigere: i kontrol over andres. Snart finder han sig selv som kommandør i en fangelejr, hvor han hårdhændet myrder sine landsmænd.

Selvransagende nazismeportræt
Tyske film om nazismen har efterhånden udviklet sig til relativt ensartede kostumedramaer, uden den store udforskning af forskellige perspektiver på den smertefulde fortid. Den kliniske behandling af historien, med fokus på tekniske nøjagtigheder og let identificerbare skurke og helte, er med til at relegerer nazismen til et støvet underholdningsprodukt a la ’Badehotellet’, men med preussiske ridestøvler. Således ikke ’Kaptajnen’!

I stedet for autenticitets-fetichisme har instruktøren dyrket en surrealistisk tilgang til den ellers sande historie. Som eksempel skiftes der pludseligt fra sort/hvid til farve, da publikum skal have den nutidige stubmark at se, hvorpå filmens centrale massakre blev udført af virkelighedens Willi Herold. Andre gange bydes man på vanvittige seancer i slowmotion, hvor Willis medløbere drikker og hore mens hovedpersonen stirrer forstyrrende i kameraet – det er som taget ud af ’The Wolf of Wall Street’.

Kernen i fortællingen er studiet af Willis gradvise storhedsvanvid. Han spilles på fortrinlig vis af Max Hubacher, der magter den medrivende forvandling fra lam til løve, rollen kræver. Interessant er også hans evigt voksende skare af medløbere. For eksempel den afstumpede bølle, Kipinski (Frederik Lau), der drages til Willi netop på grund af udsigten til drab og voldtægt. Eller den patetiske Freytag (Milan Peschel), der knytter sig til Willi i håb om beskyttelse og lederskab, men til trods for sin afsky for voldsomhederne ikke magter at sige fra.

Allegoriske genistreger
’Kaptajnen’ oser af sort humor, nådesløs brutalitet og surrealisme. For det meste er den et betagende og velspillet bekendtskab, der dog i sidste akt bliver lidt lang i spyttet. Det sker, da instruktøren ikke lader til have haft meget mere tilbage på hjerte, og hans karakterer slår teltpælene op og bevæger sig videre fra deres otium i fangelejren – de sidste 20 minutter ender mest bare som gentagelser af tidligere scener.

Det ændrer ikke på, at ’Kaptajnen’ er den mest nyskabende film om nazisme, jeg har set fra Tyskland i mange år. Og måden hvorpå hovedpersonen og hans medløbere fungerer som allegori for hele Tysklands forhold til nazismens kræftknude-lignende væsen, er i sig selv en seværdig genistreg.