Stasi ville have elsket Facebook.

Det 20. århundrede er kommunismens århundrede. I de spæde første dage af dets sidste år vasker en aldrende familiefar sin bil. Han brænder sine dokumenter og fotografier inden han hænger sig i datterens barndomshjem.

Byen
Ligesom det nyligt forende Tyskland slettede barndomsbyen ”Karl Marx Stadt” fra den kollektive hukommelse, ligesådan slettede den tidligere Østtyske funktionær sin eksistens. Tilbage stod en forvirret kone og tre voksne børn. For datteren Petra Epperlein måtte mysteriet opklares. Hvad var der hændt faderen, der kunne drive ham til selvmord? Hvad holdte han skjult? Gav han sig ud for at være en anden, end han i virkeligheden var?

Skal sporene findes i datterens opvækst? Var familielivet i den Østtyske mønsterby ligeså idyllisk som hun huskede det? Hvad vidste hun egentlig om sin far?

Ostalgi
Med kamera og mikrofon forlader datteren sit nye hjemland, ærkefjenden USA. Hun påbegynder en rejse tilbage i tiden. Fysisk i form af gensynet med opvækstens gader og facader. Psykisk i form af et opgør men hendes egen og hendes landsfællers erindring af livet i den demokratiske republik.

Barndommens farvemættede fotografier og smalfilmsoptagelser, moderens samling af DDR-nips – det hele står i slående kontrast til filmens kulsort/hvide optagelser. Datteren vandrer hvileløst rundt i den glemte, affolkede by. I slud og sjask tårner fortidens monumentale betonboligblokke sig mod det lave, grå skydække. De og en gigantisk buste af Marx i sort marmor er de eneste levn fra storhedstiden.

Vergangenheitsbewältigung
En snigende fornemmelse lister sig ind hos datteren: hvad hvis far var meddeler for Stasi? Hvordan håndterer et barn visheden om alligevel aldrig at have kendt sin forældre? I et land hvor nazismens traume stadig ikke engang kan siges at være færdigbearbejdet, indser datteren, at bearbejdelsen af statskommunismens traume endnu ikke er begyndt.

Beskyldningen om at have udgjort en af Stasi’s 200.000 civile meddelere eller dets 90.000 ansatte, er den værste en østtysker kan udsættes for. Ironisk nok forefindes de eneste svar på en sådan anklage blandt de 111 kilometer arkivmateriale i Stasi-hovedkvarteret i Berlin. Det eneste sikkerhedstjenestearkiv sat under civil forvaltning i verdenshistorien.

Panoptikon – magtens øje
Samler du fire personer i et rum er én af dem meddeler. Sådan lød tommelfingerreglen i barndommens hjemland. Det var en overdrivelse, viste det sig. Men en overdrivelse der afslørede noget andet.

DDR var en nation af total transparens, en nation af ”glasmænd” som Stasiboss Erich Mielke formulerede det. Pointen var ikke at fange folk i at lave undergravende virksomhed, pointen var at vide hvad folk tænkte, følte. Hvad alle ville gøre, længe før de gjorde det.

Langsomt begyndte mistroen og paranoiaen at snige sig ind i almenvældets underbevidsthed. Følelsen af at være overvåget var allerstedværende, om man så var det eller ej. Befolkningen begyndte at internalisere magtens blik, at forme deres liv efter det – datteren, familien, vennerne, de var ubevist en aktiv del af magtapparatet. Systemet bestod ikke af bødler og ofre, skurke og helte. Systemet var alle borgere, alle borgere var systemet.

Zersetzung
Datteren og hendes medborgeres nostalgiske erindring viser sig at være en forsvarsmekanisme, et værn mod det gamle samfunds psykiske tortur. Når hukommelsen svigter må man ironisk nok ty til svigtets katalysator for at genkalde hverdagen. Stasi’s millioner af timers skjulte filmoptagelser og aflytninger viser hverdagen som den var. Disse mange lyd- og filmklip er med til at give hendes dokumentarfilm den ægthed, der får hårene til at rejse sig på anmelderens arme og knuden til at forme sig i hans mave.

Da filmen slutter er anmelderen emotionelt udmattet. Følelsen af fysisk ubehag er overvældende. Datteren har formået at give anmelderen illusionen om, at være udsat for et mentalt overgreb. I overgrebet ligger en formaning, en parallel til nutiden, som han håber andre også vil indse.

Foto: variety.com