Den alt for velkendte David mod Goliat historie bliver foldet ud i en film, der lader meget tilbage at ønske.

Efter at have været ude og arbejde i den store verden, vender Lars Halbo (Anders W. Berthelsen) hjem for at overtage sin fars el og VVS virksomhed. I modsætning til sin far (Leif Sylvester) har Lars store planer, og vil ikke slå sig til tåls med blot at gå i nul, og han udfordrer derfor med det samme de store firmaer om retten til forskellige byggekontrakter. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er noget, man bare lige gør, og da han ikke vil tilslutte sig deres kartel, som uddeler kontrakterne imellem sig, bliver både virksomhedens og hans egen families sikkerhed sat i fare.

Det er den klassiske historie, om den lille mand der, tro mod sine principper, nægter at lade sig tyrannisere af de onde giganter. Bare fordi vi har hørt og set det før, betyder det ikke, at sådan en fortælling behøver at være uinteressant. Men det er denne her. Når publikum kender næsten hvert eneste trin i historien, bør filmen på den ene eller anden måde forsøge enten at komme med nye drejninger eller sørge for, at seerne fordyber sig så meget i værket, at de glemmer, at de allerede ved, hvad der kommer til at ske. Det formår ‘Kartellet’ på ingen måde at gøre. Hver scene begiver sig hurtigt videre til den næste uden at give sig tid til at skabe de omstændigheder, der gør at man lever sig ind i filmen. Det er som at høre en historie fortalt af en person, der ikke fortæller de nuancer og detaljer, der gør, at man gider at høre efter og er derfor blot en overførsel af ligegyldig information.

Flad, fladere og fladest

Det samme princip gør sig gældende for menneskerne i filmen. De har ingen dybde eller karakter og fremstår derfor kun som et billede på deres funktion og eksisterer udelukkende for at skubbe historien fremad. De onde kartelmænd er meget onde og meget grådige og indeholder intet andet, og scenerne med den store bagmand, der enten møder op i jakkesæt med lyserød charmeklud i brystlommen eller sidder og spiser morgenmad i en dyr badekåbe, var næsten mere end jeg kunne håndtere. De eksisterer kun, fordi vi ellers bare ville se Anders W. Berthelsen have en succesfuld virksomhed med en dejlig og lykkelig familie, og det er jo heller ikke ligefrem særlig spændende.

Lys for enden af tunnellen

Det lader til, at Anders W. Berthelsen er den eneste, der for alvor har fået lov til at spille skuespil, og det gør han faktisk udmærket. Til tider bliver hans lidt aggressive idealisme for meget, men da han også er den eneste, der bærer filmen, er det til at acceptere. Især i de sidste 20-30 minutter, hvor der endelig bliver givet tid til, at han kan vise andre sider af sin karakter, gør han det godt og udviser en form for svaghed og tvivl, der bestemt klæder rollen. Dette er også hjulpet på vej af flere ganske gode indstillinger, hvor kameramand Henrik Kristensen får skabt nogle flotte billeder, der både udnytter lys og billedkomposition godt.

På trods af en udmærket afslutning formår ‘Kartellet’ på ingen måde at imponere og en afsluttende tekst, der fortæller hvilke konsekvenser karteldannelse har for det danske samfund, virker mest af alt som et svagt forsøg på at give filmen legitimitet. De flade personer og den jævnt fortalte historie gør ‘Kartellet’ til en dansk film, der hurtigt vil gå i glemmebogen.