Keep the Lights On

Sex mellem to mænd i en film. Sådanne film går aldrig ubemærket hen, især ikke af et kvindeligt publikum, som vist skulle have særlig interesse i at se film om bøsser, og når hovedrollen så indehaves af danske Thure Lindhart, så må den vel ses.

Keep the Lights On er en amerikansk independent film om et homoseksuelt forhold der starter med en hed sexdate sat i stand over et telefonisk sextræfpunkt i de sene 90’ere i New York. De to mænd Erik og Paul spilles henholdsvis af Thure Lindhart og den relativt ukendte Zachary Booth. Erik er dansk og laver dokumentarfilm i New York og Paul er advokat i forlagsbranchen og har en hang til rygeheroin, et forbrug der gradvist udvikler sig fra et afrodisiakum til et regulært misbrug og herefter bliver forholdets absolutte konfliktpunkt.

Midtvejs i Keep the Lights On bliver en lidt ældre herre interviewet til en af Eriks film om sin fortid i New Yorks bøsseundergrundsmiljø i 70’erne, og her siger han at de, dengang, lavede de film ingen andre ville lave. Det er netop denne sætning der opsummerer Keep the Lights On i den forstand, at ja – i USA – er en film om et bøsseforhold en film ingen, eller få vil lave (Brokeback Mountain undtaget), men også i den forstand at det bliver filmens primære raison d’etre – og det er desværre problematisk. Udgangspunkt bliver en velmenende fortælling med det formål at normalisere selve det homoseksuelle forhold ift. det heteroseksuelle, og ganske banalt vise at der ikke er den store forskel. Derfor virker Keep the Lights On konstrueret langt hen ad vejen.

Forholdet skildres i nogle punktnedslag i de vigtigste stunder henover en lang årrække og det er med til at filmens ca. 100 minutter føles lidt lange. Både New York og tiden skildres med masser af stemning, og skuespillet og de forskellige karakterer er helt på plads.

Filmen er blandt andet blevet bemærket for de relativt mange sexscener, og Thure Lindhart har selv udtalt at han kun gik med til at lave denne film, fordi sexscenerne indgik i en historie, at de havde et formål. Men her kan det indvendes at det viste sex i Keep the Lights On har til formål både at skille sig ud a la: se vi tør vise bøssesex! og samtidig vise at bøssesex ikke adskiller sig fra ”almindelig” sex. For der bolles primært i klassiske samlejestillinger – og helt mystificerende er det at der ikke er antydningen af oralsex. Hvem pokker tror på det?

 

Keep the Lights On er et udmærket indspark i kampen om at ”normalisere” det homoseksuelle forhold. Måske ikke så meget i Danmark hvor der lovgives og det, trods alt, er rimelig trygt at være homoseksuel, men i USA, hvor bølgerne går højt er der ingen tvivl om at filmen er vigtig. Se den for det, se den for New York, for Thure og den kønne Zachary Booth og hvis du er bøsse så se den for at have noget at spejle dig i.