Af Jesper Nielsen
Spillefilmsdebuterende Vibeke Muasya, der også har skrevet manuskriptet til Kidnappet, har formået at lave en vedkommende og underholdende spændingsfilm for børn om kriminalitet, misbrug og fattigdom hos afrikanske slumbørn. Det er samtidig en film om sammenhold og venskab som værende vigtige ingredienser, hvis man vil overleve i det fattige Kibera i udkanten af Nairobi. Det er en film, som fremstiller den fattige side af Afrika, hvor elendighed og kaos hersker og som dermed formodentlig står i stærk kontrast til de fleste danske børns imaginære forestilling om et eventyrligt Afrika.
Det er midt i denne elendighed det 12-årige adoptivbarn Simon (Simon Lougue Larsen) ufrivilligt havner, og hvorfra filmen og Simons rejse begynder. Hans mor Susanne (Connie Nielsen) har en ambition om, at Simon skal stifte bekendtskab med det Afrika, han oprindeligt kommer fra, hvorfor de tager til Kenya. Det er en moderlig og nænsomt tænkt plan, som dog midlertidig afbrydes, da Simons nye fodbold, som han har fået af sin far (Lars Mikkelsen), bliver væk. I sin iver efter sin elskede fodbold befinder Simon sig pludselig bag hotellets ellers trygge omgivelser. Han havner i den virkelighed, som han højst sandsynligt ellers ville havde været en del af, hvis ikke hans mor havde adopteret ham 8 år tidligere. Inden Simon får set sig om, er han faret vild i Østafrikas største slumby, hvis labyrintiske veje og mylder af mennesker hurtigt omslutter ham. Han glemmer dog hurtigt sin mor og hotellet og bliver venner med nogle jævnaldrende drenge, hvor især slumdrengen og Simons modstykke Amos (Amos Obdhimbo) viser sig at være yderst behjælpelig. En eftersøgning sættes imidlertid i gang af Simons mor, og da det korrupte kenyanske politi og Den Danske Ambassade tilsyneladende ingen nytte gør, efterlyser hun Simon på kenyansk TV. Dette resulterer i at hun udlover en dusør til den, der hjælper hende med at blive genforenet med Simon, hvilket gør ham til et jaget trofæ.
Muasya har til dels forsøgt at lave sin egen fordanskede version af Fernando Meirelles’ City of God (2002) og dette fungerer bedst, når det kriminelle hierarki iscenesættes, og dårligst når instruktørens moralske pegefinger løftes. Når det kriminelle hierarki eksempelvis skal iscenesættes, forsøger instruktøren, ved hjælp af håndholdt kamera at delagtiggøre beskueren eksplicit i handlingen. Intentionen ved dette er fin, hvis ikke det var fordi vi lynhurtigt blev revet ud af konteksten, fordi Muasya samtidig bruger fattigdommen som kulisse og dermed konstant håndhæver en morale. Filmholdet har tydeligvis været meget berørte og engagerede i de børn, der omgav dem, mens de filmede i Kenya, hvilket filmen desværre udstiller alt for pædagogisk.
Kidnappet beskrives som en actionfilm for børn, hvilket indfries langt hen ad vejen samtidig med at den skiller sig væsentligt ud fra andre danske børnefilm grundet sit internationale filmiske udtryk. Muasya formår på udmærket vis, at skildre en dansk (kerne)families møde med en fattig og sammensat forældreløs børneflok, som samtidig giver filmen en interessant global tematik.
4 ud af 6 stjerner